Af Frans Vestergaard Jensen

I begyndelsen af 2016 startede min kone, Judith, og jeg et 10710653_10152351165151836_2759798878198034060_nnyt klyngefællesskab sammen med Camilla og Sebastian, et andet ægtepar, som vi kender fra kirken. Inden vi begyndte at invitere folk med i klyngen havde vi nogle snakke om, hvad vi ønskede for dette nye fællesskab. På det tidspunkt kendte vi en del par, som søgte et kristent fællesskab at være med i. Derfor var det på mange måder oplagt at tilpasse alle klyngens aktiviteter til småbørnsfamilier ligesom os selv.

Men efterhånden som vi overvejede den idé, forekom den os lidt kedelig. Ikke fordi vi ikke kan lide at være sammen med andre familier; vi syntes bare, at vi ville komme til at savne noget. Eller rettere: Nogen. Vi har også gode venner på vores egen alder, der ikke har familie, og vi ville gerne, at klyngen også skulle være et sted for dem. Vi ville gerne have den mangfoldighed, som det medfører at være forskellige steder i livet.

Mange af de fællesskaber, jeg har været med i gennem tiden, har været delt op efter livssituationer. Det kan være meget godt i at følges med nogen, som forstår ens livssituation, fordi de også selv befinder sig der. Men det er også sundt for os at mødes og have trosfællesskab med nogen, som er et andet sted, end vi selv er. Det udfordrer os til at strække os og se livet og relationen til Gud fra en anden vinkel. Der, hvor der kærlighed, er der plads til forskellighed, prøver jeg som klyngeleder at minde mig selv om.

En underviser på mit teologistudie sagde engang noget, som gjorde et stort indtryk på mig: “På Det Ny Testamentes tid var der tre grupper, som sjældent mødtes med hinanden i sociale sammenhænge: Det var mænd og kvinder, slaver og frie, og jøder og hedninger. Og hvad skete der i Paulus’ menigheder? Mænd og kvinder var i samme rum. Slaver og frie var i samme rum. Og jøder og hedninger var i samme rum.”

Da vi så skulle til at starte en ny klynge, tænkte jeg: Hvis så forskellige mennesker kunne mødes i Paulus’ menigheder, så må det simpelthen også kunne lade sig at gøre at have et fællesskab i ÅVM, hvor vi kan mødes på tværs af livssituationer.

Klyngen har nu fået navnet AVEC, som er fransk og betyder “med” eller “sammen med”. Vi er ca. 15 voksne og fire børn. Nogle voksne kommer til formiddagsgudstjenesten og andre til eftermiddagsgudstjenesten. Nogle har ægtefælle og familie, andre har ikke. Vi mødes to gange i måneden, hvor børnene er med og én gang i måneden til en aften, som er uden børn. Der skal være plads til børneleg og bleskift, men der skal også være et rum, hvor vi har ro til den lidt længere samtale. På den måde forsøger vi at gøre det attraktivt for alle at være med.

I klyngen er vi fælles om at være på en vandring sammen med Jesus. Den vandring ser forskellig ud for os hver især, men alligevel klarer vi den kun, hvis vi deler den med andre. Min vandring med Jesus bliver mere farverig, når du er med. Det er det, vi er i gang med at udforske i AVEC. Og du er velkommen til at slutte dig til os, hvis du vil med.

One thought on “Ny klynge – AVEC

  1. Hvor dejligt, at Frans og de andre i klyngen “AVEC” brænder for at mødes med Gud og hinanden i en mangfoldighed af livssituationer. Jeg tror, at deres klynge er med til udfylde et stort behov.
    Må Gud velsigne jer.

Skriv et svar til Ruth Overgaard Kristensen Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *