Af David Viftrup
Sådan lyder overskriften på den pressemeddelelse vi lige har sendt ud til aviser og mediehuser. Det er en lidt surrealistisk oplevelse at booke hele musikhuset, og så opleve at alle billetterne bliver solgt.
Aftenens fokus er at dykke ned i troen. Trosrejsen, tvivlen, overvejelserne og hvad vi finder tryghed og sikkerhed i. Jeg tror 100% på den samtale, og glæder mig til at høre deltagernes overvejelser og udvikling ift. deres trosliv.
Den åbne samtale om vores tro bør altid være der. Derfor er det en væsentlig værdi for os i ÅVM, at kunne invitere alle ind i mindre livsnære trosfællesskaber, hvor troen kan deles og få liv og næring. Gudstjenesten i sig selv, kan være en indgang til disse samtaler. Men hvis vi ikke mødes i mindre trosfællesskaber, kan samtalen forstumme, og troslivet forbliver tanker i vores eget univers.
Vi har brug for at dele liv og tro med hinanden. Det er baggrunden for, at vi her i november har spurgt alle deltagere på gudstjenesten om at svare på spørgsmål om hvilket mindre fællesskab, de kommer i. Det hjælper os at kende til alle mindre fællesskaber i og omkring ÅVM, så vi kan sikre ressourcer og relevant kommunikation til dem. Det giver os samtidig en bedre forståelse af, hvor mange der ikke er i et mindre fællesskab, så vi kan sikre, at der altid er mindre fællesskaber at træde ind i, når man kommer i ÅVM.
Måske har du hjerte for at skabe rammerne om et sådan mindre fællesskab, hvor du kan invitere mennesker ind i et livsnært trosfællesskab og gå sammen med dem i en periode? Det kræver ikke en masse viden, men først og fremmest en lyst til at se andre mennesker, dele liv og tro med dem, og skabe rammerne om det. Der er brug for åbne fællesskaber, hvor nye relationer skabes og livet deles.