Rio de Janeiro, marts 2017
af Lasse Fuglsang Christensen
Jeg sidder i øjeblikket i bedehuset, og prøver på at videreformidle, hvordan det er at være her. Jeg lytter til en fyr, jeg ikke kan huske hvad hedder, spille guitar og synge på et sprog, som jeg ikke forstår så meget af. Jeg nyder at sidde her i Guds nærvær og bare slappe af, lytte til ham, dele med ham, hvad der ligger på mit hjerte og prise hans navn. Her er godt at være!
På bagvæggen af bedehuset står der skrevet ”A MINHA CASA SERÁ CHAMADA CASA DE ORAÇÃO PARA TODOS AS NAÇÕES”. Det er fra Esajas’ bog, og havde det været i Danmark, havde der stået sådan her: ”MIT HUS SKAL KALDES ET BEDEHUS FOR ALLE FOLKESLAGENE”. Det er her, jeg kommer stort set hver dag. Det ligger i et kvarter, der er kendt for de mange prostituerede og den rige mulighed for at ”fyre den af” og ”have det sjovt”. Her går jeg hver dag forbi op til 50 motorcykler, forbi nogle fyre med lædervest og rygmærke, en bar der mest af alt ligner en røverkule, ind i forgården til en heavy metal bar, og ind i en lille elevator, der leder mig op til 5. sal, hvor bedehuset Liberdade er.
”Hvad bruger du tiden på?” tænker du måske. Jeg skrubber toiletter, støvsuger, maler og beder en hel masse. ”Det er der da ikke meget missionær arbejde over,” kan man fristes til at tænke videre, og nej, for rigtig mange mennesker – også for mange kristne – virker det som tidsspild at bruge timevis på at bede, og det er også OK. Jeg forventer ikke, at alle kan forstå det. Jeg er hos nogle mennesker, der sætter en ære i at vente på Gud. De tror på, at Gud har en mission. De tror på, at Gud ønsker at sætte mennesker fri og ændre virkeligheden her i dét, som nogen vil kalde helvede på jord. De tror på, at hvis man sætter sig for at lytte til, hvad Helligånden ønsker at gøre og samarbejder med ham, så ser man størst indgriben. Jeg kunne ikke være mere enig.
Det er derfor jeg er her i Rio, for selv at vokse i troen, ved at bruge tid i bøn og lige så vigtigt, for at gå i forbøn for dette område og dets mennesker.
Vi har ’outreaches’ engang imellem, men ikke så tit, da det kan være farligt, og vores tilstedeværelse er dårlig for forretningen. Men det gør ikke spor at vi ikke er ude ved de prostituerede hver aften eller endda hver uge, for når vi går ud, så går vi i kraft og kærlighed. Denne kraft og kærlighed udspringer af de timer vi har brugt i forbøn samt på at styrke vores ånd. Vi ønsker at være et lys i mørket, som byen på bjerget, Jesus taler om i Matt 5:14. Vi tror på vi kan komme til at skinne mere og mere kraftigt, jo mere tid vi bruger i Guds nærvær. Som Moses der strålede, fordi han havde talt med Gud(2. Mos. 34:29). Det er en anderledes form for mission, man ikke høre om så ofte, men det er en kraftfuld form.
Jeg forundres tit, når jeg tænker over mit liv og ser på, hvor det har ledt mig hen. Jeg føler mig ikke som en missionær, og mange ville nok heller ikke mene, at jeg har fortjent at bære sådan en betegnelse. Men det er OK. Jeg føler mig nærmere som en mand, der på et tidspunkt i sit liv gav alt op for Jesus for at se, hvad der ville ske, hvis Han fik lov at ligge dagsordenen og gøre, hvad der behager ham. Det er også grunden til, at jeg har det så godt lige her. Selvom man er i et så mørkt område, og selvom det rigtig tit er meget hårdt, fordi man savner gode gamle Danmark, fordi man frustreres over de manglende sprogkundskaber, og fordi man tit føler sig i vejen pga. uvidenhed – så er det uden tvivl fantastisk. Der er intet, der slår følelsen af freden, som man får af at vide, man er præcis hvor GUD ønsker, man skal være.
Der er ingen grænser for, hvad Gud kan gøre igennem mennesker, hvis han for lov. Lad os i dag stræbe efter at vise ham lydighed i alt. Ligesom vi ser rigtig mange i Bibelen gøre. Jeg er overbevist om, at Gud har mægtige planer for os alle sammen. Jesus selv siger i Joh. 14 v. 12 at den, der tror på ham skal gøre endnu større gerninger end Han gjorde. Er det ikke fantastisk?
Hvis du i dag opgav alt for Herren, gav dit liv til ham og sagde: ”Gør, hvad DU vil med mig,” hvordan ville dit liv så se ud? Det vil altid se anderledes ud. Intet forbliver uændret, når det overgives til Gud. Måske tager det tid. Måske er det en lang og hård proces. Måske tager det dig endda til et helt andet land. Men lad os ikke skræmme og vælge det lunke liv. Nej, lad os stå sammen som brødre og søstre og opmuntre hinanden på denne rejse.
