Af David Nymann Munch

  1. Hvad er din relation til Alpha?

Jeg havde hørt om Alpha, inden jeg flyttede til Aarhus for lidt over 3 år siden, men havde aldrig prøvet det.

Lidt tid efter jeg var startet i kirken, faldt jeg så i snak med HC om Alpha. Vi snakkede om, hvad der kunne være spændende for mig at hjælpe frivilligt til med i kirken. Jeg ville helst tage del i noget udadrækkende og missionalt og her passede Alpha rigtig godt. Så prøvede jeg at være med til Alpha.

Det var virkelig en god oplevelse og jeg oplevede bl.a. hvordan, man fik nogle anderledes og mere åbne trossnakke hér, end hvad jeg ofte har oplevet i kirken. Jeg var med til det næste Alpha kursus og var en del af en mindre Beta-gruppe, som nogle af os fra Alpha startede. Efter lidt pause er jeg nu frivillig på Alpha igen, hvilket jeg har glædet mig meget til.

  1. Hvad er din motivation for at hjælpe med at lave Alpha?

Min motivation for at hjælpe med at lave Alpha er, at hjælpe med at skabe et åbent og varmt rum for at udforske tro sammen med andre. Jeg oplever det som en god måde at række ud til byen på en respektfuld måde, som gør kirken mere lavt til loftet og tilgængelig for folk.

Alpha er et rigtig velfungerende redskab til en relations-orienteret, respektfuld og lyttende form for evangelisation og trossnak. Og så hjælper Alpha mig til at huske, at vi som kirke aldrig kan have nok i os selv, men er sendt til at dele det, vi har modtaget fra Gud med vores by og vores næste.

  1. Hvordan synes du, Alpha har været indtil videre i år sammenlignet med tidligere år?

Det er virkelig spændende at være en del af Alpha i år, hvor der er en større styregruppe og frivilliggruppe end tidligere, som sammen løfter det. Det har været fantastisk at se hvor mange deltagere, som er kommet indtil videre. Og det er så fedt, at alle de frivillige sammen er med til at lave Alpha og skabe mulighed for at tage imod gæsterne.

Alpha har allerede en vigtig plads i vores kirke og har potentiale til at få endnu større betydning – særlig ind i kirkens fokusområde om at fremme trossamtalen i byen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *