OBS: Grundet sikkerhedsårsager er K1stines og D1nadi’s navn stavet med ”1” i stedet for ”i”. Donskåv er stavet med ”å” i stedet for ”o”. Hvis du vil sende K1stine en mail eller besøge D1nadi’s hjemmeside, så husk at stav det rigtige navn.

K1rstine tog til Nepal ved Guds kaldelse, uvidende om hvad hun skulle. Hun blev et bønnesvar for det svensk-canadiske par, som startede strikkeorganisationen D1nadi. Nu er de et dagligt håb og en velsignelse for 65 nepalesiske kvinder, som har været udsat for trafficking.

13235161_10210041693465432_1380518607734514868_o
K1rstine Donskåv

Af K1rstine Donskåv

I 2016 rejste jeg første gang til Nepal, hvor jeg i 5 måneder undersøgte hvor og hvordan, Gud ville bruge mig her. Jeg tror nemlig, at Gud talte til mig, og sagde, at jeg skulle tage til Nepal for at arbejde med anti-trafficking. Og lige der i det øjeblik fik jeg lov til at mærke Guds enorme sorg over de mennesker, som verden over bliver solgt ind i moderne slaveri. Mennesker som frarøves alt, de har, og kender, og helt grundlæggende frarøves deres frihed og identitet. Jeg hørte Gud tale til mig på en sådan måde, at jeg var nødt til at handle på det. Jeg var nødt til at lade Gud være Herre i mit liv.

Drømmen kom fra et svensk-canadisk par

I Nepal mødte jeg et svensk-canadisk par, som var i opstartsfasen af D1nadi. De havde drømmen og kaldet, og manglede hjælp af nogen til at undervise i at strikke. Vi mødte hinanden i en international kirke, hvor vi to kvinder sad og strikkede. Det blev tydeligt for os alle tre, at vi faktisk var hinandens bønnesvar. Så jeg blev mere og mere involveret i D1nadi’s dag til dag arbejde, og blev grebet af visionerne, drømmene og potentialet virksomheden havde. Nu et år efter er jeg flyttet herned, og har været tilbage i 1,5 måned, og det er helt fantastisk at se, hvordan D1nadi vokser, og bliver bedre og bedre, til det den gør. Da jeg tog hjem i juni 2016, var den første gruppe på 15 kvinder i undervisningsforløbet, hvor de lærte strikkefærdigheder. Nu, mindre end et år efter, har vi 65 kvinder i produktion, og vi planlægger at starte opstarte et nyt hold til efteråret. Med den arbejdsmodel vi arbejder ud fra, har vi mulighed for at skabe arbejdspladser for enormt mange nepalesere, som virkelig har brug for arbejde. Det er så tydeligt at se, hvor stor betydning og effekt D1nadi har i deres liv. Det er fantastisk at se den glæde, de muligheder og det håb D1nadi bringer med sig.

Den sejeste nepaleser 

Udover stifterne af D1nadi arbejder jeg sammen med 3 andre unge kvinder fra Sverige og Holland, som desværre rejser hjem inden for de næste par uger. Vi har også en sej nepalesisk leder, som selv har en fantastisk historie om et liv i kæmpe fattigdom, og hvordan hun selv blev ansat i en socialøkonomisk virksomhed, som forvandlede hendes liv. Sidenhen er hun blevet ansat hos os, og har været med lige fra starten af D1nadi. Hun er den største velsignelse i vores arbejde, og er med i forskellige virksomhedsledelses processor. Hun står for en stor del af vores sociale arbejde, og har en central rolle i mange af vores ansattes liv. Det er fantastisk at se nepalesere fungere som ledere i en sådan grad som hun gør! Faktisk er drømmen at D1nadi på sigt, kan være selvkørende af nepalesere alene, idet vi uddanner og mentorerer nepalesere til at overtage vores ansvarsopgaver.

Erstatningsfamilie

Rigtig meget af min tid går med D1nadi arbejde og mit primære fællesskab her, er også mine kollegaer. Det er ret unikt at være så tæt forbunden med en lille gruppe mennesker, hvor vi deler hverdag, tro, arbejdsplads, kulturelle forskrækkelser, udfordringer, glæder, savn, osv. Vi er virkelig hinandens bedste venner, kollegaer og erstatningsfamilie. Simpliciteten i vores liv med hinanden minder mig ofte om de første menigheder, som delte alt. Vi drømmer om, at vores ansatte ser vores menighedsfællesskab og at en længsel efter fællesskab med Jesus må blive vækket i dem.

Ny hverdag

Det var lidt et kulturchok at komme tilbage til Nepal, og det er altid svært og energikrævende at falde ind i en hel ny hverdag. Der er stadig en masse ting, jeg skal vænne mig til. Fx at have alle mine gode venner og familie i en anden del af verden, at min arbejdsplads er hele mit netværk, at køerne går ind foran mig, når jeg cykler hjem fra arbejde, mærkelige lyde og dufte og en flok mennesker hvor hovedkommunikationen foregår ved forkvaklet nepalesisk og gestikulationer. Men jeg oplever også, at Gud velsigner min hverdag her, og at jeg har fået et dejligt sted at bo, hvor jeg virkelig føler mig hjemme. Faktisk var det noget, jeg bekymrede mig om, inden jeg tog afsted for anden gang – om jeg ville føle mig hjemme. For man kan ikke rigtig sætte fingeren på, hvad det præcis er, som afgør, om man føler sig hjemme eller ej. Men jeg kan mærke, at Gud besvarer mine bønner med en grundlæggende følelse af at være hjemme, og giver mig en tillid til, at han leder mig derhen, hvor han vil, at jeg skal være, og at det faktisk også er der, det er bedst for mig at være. Og så er det en kæmpe velsignelse at være omkring vores ansatte. De er en stor flok kvinder i alderen 16-40 år, og de er totalt sjove og vidt forskellige. Det er spændende at lære dem at kende! Det er tydeligt for mig, at D1nadi er blevet et frirum og et glimt af håb for de fleste af vores kvinder – og det er skønt at være med til at skabe det for dem. Så kan jeg godt leve med kakerlakker i mit køkken 😉

Udsendt af ÅVM

Jeg er glad for at være udsendt fra ÅVM, og jeg har indtil videre oplevet stor støtte fra kirken, med flere der har kontaktet mig – tusind tak for jeres støtte og interesse det er en kæmpe opmuntring! ÅVM afholdte også en lovsangsaften med indsamling til mit arbejde, og det blev jeg virkelig rørt over – alt mit arbejde er ulønnet, og de gaver jeg har fået fra ÅVM, er en meget konkret hjælp ind i mit arbejde, og det er jeg super taknemmelig over. Jeg håber, at I fortsat vil bede for mig og investere i vores arbejde på den måde! Lige nu kæmper jeg med mit visum, og det har vist sig at være en større udfordring, end sidst jeg var her. Det må I meget gerne bede for.

D1nadi’s fokus i Asiens næst-fattigste land.17571876_10213048949364950_767395708_o

Nepal er enormt udfordret land med stor fattigdom, og er faktisk asiens andet fattigste land. Som produkt af det er Nepal også et af de lande, hvor flest mennesker bliver solgt ind i moderne slaveri – piger og unge kvinder sælges til seksuel udnyttelse og mændene sælges til billig arbejdskraft og arbejder, og lever under umenneskelige forhold. Flere føler sig tvunget til at sælge sig selv eller deres børn, simpelthen fordi at den fattigdom de lider under, er så stor, at fattigdommen i sig selv er slavegørende.

Et kerneproblem i Nepals situation er deres høje arbejdsløshed på 46%. Enormt mange mennesker går uden arbejde, mangler penge, og har massere af tid. D1nadi eksisterer for at skabe arbejdsplads til dem, som har mest brug for det. Både dem som er ofre for slaveri, dem som mistede alt i jordskælvet i 2015, dem som ikke kan arbejde i en fuldtidsstilling, eller dem som bare lever under stor fattigdom.

Vores fokus er at skabe muligheder til dem, som er blevet givet meget få. Igennem D1nadi får de nogle helt nye forudsætninger. Vi har udregnet deres løn, efter hvor meget nepalesere typisk betales for strik produkter i Nepal. I gennemsnit betaler vi dem 4 gange så meget som andre virksomheder. Det betyder at hvis de arbejder fuldtid med at strikke produkter, så er deres månedsløn væsentligt højere end langt de fleste andre lokale arbejdspladser. Alle vores ansatte har ikke mulighed for at arbejde fuldtid, og bruger i stedet deres arbejde i D1nadi som et supplement. Det kan være af forskellige årsager; nogle er studerende, andre lider så store psykiske mén at et fuldtidsarbejde ikke er muligt, nogle har små børn hjemme, osv.
Ved at bruge denne arbejdsmodel er der stor fleksibilitet til at ansætte kvinder som ellers ikke vil have mulighed for at arbejde. Alle vores varer produceres ude i kvindernes hjem, og så mødes vi 3 timer i ugen – i forskellige grupper – til ind og udlevering af garn og produkter. De par timer bruger vi til at dyrke fællesskabet, undervise i forskellige emner som selvforsvar, tilgivelse, mm. Det er fantastisk at se det fællesskab der opstår imellem kvinderne, når de mødes på ugentlig basis, og leger, og fjoller, og knokler igennem strikse strikke regler. Vi har stort fokus på den helende kraft, der er at hente i fællesskab, og så håber, og tror vi på, at flere af vores kvinder vil komme til at kende Jesus. Vores nepalesiske leder har faktisk formået at stable et cellegruppe-fællesskab på benene, hvor flere af vores kvinder mødes hver søndag, og taler om bibelen og Jesus. Jeg kan ikke helt forklare hvordan det skete, udover at Helligånden arbejder og Guds nåde er ny!

D1nadi’s fremtid Nepal

Så hvad drømmer vi om, når vi taler om D1nadi’s fremtid? At vi må blive ved med at vokse som virksomhed, så vi har kapacitet til at ansætte mange flere kvinder. Og så drømmer vi om, at vores kvinder må mærke et nyt håb spire – for deres fremtid og med troen på at Jesus også vil møde dem hver især.

 

Jeg sender et månedligt nyhedsbrev til dem som støtter mig med en månedlig gave og til alle andre som er interesseret i at følge med i min hverdag i D1nadi. Du må meget gerne sende en e-mail til mig på k1rstinedonskåv@gmail.com hvis du også gerne vil modtage mails fra mig.

Ellers find os på www.d1nadi.com hvor du kan læse mere om os. Inden længe åbner vi en web-butik, hvor du kan bestille vores varer. Del det meget gerne i dit netværk så vi når længere ud med vores arbejde.

Tusind tak for forbøn, opmuntringer og støtte!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *