Faste og påskerefleksion – i en COVID-19 tid.

Vi indledte fasten med gudstjeneste askeonsdag 26. februar om aftenen. Deltagerne fik tegnet et kors af aske i panden med ordene:

”Husk menneske, at du er støv, og skal vende tilbage til støv. Omvend dig og tro på evangeliet!”

Det var en stærk oplevelse at blive mindet om sin egen dødelighed og håbet i evangeliet. Samtidig var en pandemi under opsejling og midt i fastetiden annoncerede Statsministeren på en pressekonference 10. marts at store dele af samfunds- og kirkeliv ville blive lukket ned. Hele landet indtrådte i stilhed og gik på ufrivillig og uplanlagt retræte. Ikke blot os i kirken blev mindet om vores egen dødelighed – det blev alle mennesker nu bevidste om i hele samfundet. I stilheden og inaktiviteten møder vi os selv og alt det vi rummer i os og imellem os kommer hurtigere op til overfladen under en krise.

Den normale tendens til negligering af påskens budskab i det offentlige rum har vi ikke set i år – tværtimod. Deltagerantal i onlinegudstjenester er anslået det dobbelte af normaldeltagelse. Drive-in gudstjenester over hele landet får stor presseopmærksomhed og mange interviews med arrangører om både indhold og form gøres. Er der et åbent vindue for evangeliet? Jeg tror det. Men spørgsmålet er, hvor længe det er åbent. Menneskenaturen har det med at blive selvoptaget og gudsfravendt når den er mæt, rask og tryg. Men sulter vi – og er vi utrygge ved truende sygdom og økonomisk kollaps – banker de større spørgsmål på. Vi er hurtigt uden for rammen og det vi kan kontrollere. Epidemikurven kan vi tilsyneladende kontrollere nu. Håbet rettes så lige pludseligt mod den. Det vestlige rationelle menneske tager igen over. Det er her vi let glemmer, at døden er en realitet i alles liv – på et eller andet tidspunkt. Der er også noget som er værre end at dø. Nemlig at fortabes. Evangeliet må tros og tilegnes for at gavne os. Det er vores opgave som kirke at leve missionalt, ikke mindst nu i denne tid. Men der er også en tid til at forny troslivet personligt og være rede til både at leve eller at dø. For uanset om vi skal leve eller dø lever vi for Herren!

Vi savner det normale liv – siger vi. Men det kommer altså først efter opstandelsen fra de døde. Jesus er det første menneske, som har fået et normalt liv uden synd og død. En herlig tilstand venter os! Som Han opstod, skal vi opstå. Men indtil da hærger kaosmagterne i verden. Vi mærker alle presset.

 Blended SommerOase & genåbning af gudstjenestelivet

Vi er nu i femte uge efter nedlukning af samfundet på mange områder. Vi ved allerede nu, at SommerOase er aflyst og ikke kan afholdes i den planlagte form. Jeg har personligt skrevet til Dansk Oases lederskab og BUO´s bestyrelse om at vi ikke i uge 29 kunne lave en erstatning for vores event i Horsens. Måske en blanding af udsendelser fra et live-studie og lokale menighedsaktiviteter i et omfang og på en måde, som vil være lovligt på det tidspunkt. Vi får se, hvad DO´s lederskab melder ud. Det er en vanskelig øvelse rent økonomisk og logistisk.

Genåbning af samfundet er en svær proces og lige nu savner vi som kirke mere konkrete regeringsudspil og ikke mindst datoer på, hvordan og hvornår vi igen kan afholde aktiviteter, møder og gudstjeneste fysisk på Mjølnersvej.

På staben forbereder vi os på genåbningsscenarie, hvor det bliver lovligt at afholde gudstjenester med færre deltagere end vi normalt har – måske i størrelsesordenen 50 eller 100 personer eller 1 person for hver 4 kvm i kirkesalen. Skulle et sådant genåbningsscenarie blive til virkelighed, vil vi kunne afholde mere end 1 gudstjeneste hver søndag med antalsreguleret adgang og hvoraf én af disse streames med høj kvalitet.