Af David Viftrup, daglig leder
Det var med stor spænding, at jeg den 22. januar satte mig i flyet med kurs mod Manila på Filippinerne. Formålet var at besøge MadeInHope. Det er en organisation, som vi gennem de sidste tre år har støttet i ÅVM, og som arbejder med at hjælpe ofre for trafficking i Manila.
Jeg skulle mødes med Peter Andersen i Manilla, som gennem sit firma er begyndt at støtte arbejdet gennem ÅVM. Sammen havde vi afsat 5 dage i Manila, til at møde Michelle, der leder organisationen, hendes team, for at mærke og forstå, hvordan de arbejder, og hvilken effekt arbejdet har.
De 5 dage med Michelle og hendes team, viste mig endnu engang, hvor stor forskel, der er på at forstå noget teoretisk, og at forstå noget gennem erfaring og mødet med mennesker.
Møde med teamet og problemet
Onsdag mødtes vi med Michelle og teamet på centeret, som MadeInHope arbejder ud fra. Her fik vi en gennemgang af trafficking-problemets omfang og en gennemgang af MadeInHopes tilgang til at hjælpe ind i det.
Heriblandt nogle fakta, såsom:
- 800.000 kvinder og piger bliver handlet gennem prostitution på Filippinerne.
- 25% af al global trafficking involverer en person fra Filippinerne
- Der er rapporteret over 250.000 sager omkring online seksuel udnyttelse af børn på filippinerne de sidste år.
Hovedårsagen til at kvinder lander i prostitution i Manila er næsten altid fattigdom. Mangel på penge til at få mad og forsørge børn, forældre etc. Derfor har arbejdet stor fokus på at hjælpe kvinderne til at få kompetencer til at skabe en indtægt på andre måder, og være forældre, der skaber gode rammer for børnenes muligheder for at undgå at de lander i samme udfordringer.
Det var fantastisk at mærke teamets store hjerte for både kvinder og børn, og deres dybe forståelse for problemstillingerne gennem mange års erfaring i arbejdet. Hele tilgangen til hjælpen er ud fra en holistisk forståelse af problemstillingen, som er nøglen til at skabe langsigtede resultater.
Mødet med kvinderne i deres nærmiljø/hjem.
Dagen efter var vi ude for at møde flere af kvinderne og deres familie og opleve de forhold, de lever under. Det var en vigtig dag. For selvom man synes, at have forstået problemets omfang, så gik det først rigtigt op for mig her, hvor dybe og brede udfordringerne er. Kvinderne bor alle i to slumområder i Manila. Har du besøgt slum, så kender du det.
Familier på op til 5 personer bor på 8-12 kvadratmeter. Enten i meget slidte dele af et hus lavet af mursten, eller skure, som de selv har bygget af gammelt træ og blik m.m.
Et af stederne havde de bygget så tæt på en flod, at hvert år i regntiden, stod der jævnligt vand i en meters højde i huset, så de skulle genhuses flere gange hvert år. Efter regntiden flyttede de tilbage med børnene i de fugtige huse. Vi tog billeder, men det er som om billederne ikke helt fanger, det vi oplevede, og hvor udfordrende boligforholdene var.
Midt i det, oplevede vi teamet fra MadeInHope møde alle kvinder og børn med hjertevarme, kærlighed, opmuntring, opmærksomhed og hjælp til at finde og holde fast i håbet midt i det. Og kvinderne rækker midt i disse forhold ud efter en bedre vej. De skaber bedre muligheder for deres børn og dem selv. De fleste børn er blevet ”sponsorbørn”, hvor de gennem en amerikansk organisation, Onechild, modtager hjælp til skolegang, sundhedsprogrammer m.m.
Man kunne mærke, at kvindernes helt store fokus er deres børn. Når jeg spurgte dem, hvordan de oplever, at være med i MadeInHope programmet, så svarede de primært, at det giver håb for deres børn. Det samme har de erfaret i MadeInHope. Derfor har Michelle og teamet lige så stor fokus på, at hjælpe børnene, og give dem muligheder, og forebygge at de lander i trafficking.
Mødet med børnene i en anden kontekst
På den sidste dag deltog vi i et program for pre-teens – det vil sige børn mellem 10 og 12 år. Her bliver børnene hentet i en bus og kørt ud til et hus, hvor et par af medarbejderne bor. Medarbejderne afholdte et 2,5 times program for børnene. De skabte samtale omkring børnenes livssituationer, bad sammen, sang sammen og havde Jesus som end del af programmet. Det var næsten som at være til Frisbee i ÅVM. Midt i det kunne man også mærke alvoren. Efter en leg/øvelse, blev der undervist om, hvordan legen også fortalte noget om livet, og hvordan man tager gode valg.
Udenfor slumkvarteret i deres pæneste tøj virkede det næsten helt uvirkeligt, at deres liv tager udgangspunkt i dyb fattigdom. Jeg spurgte Michelle, hvilket billede der var det rigtige. Hendes respons var, at begge billeder er rigtige. I slummen møder vi håbløsheden, og hvor omfattende udfordringerne er. Her ser vi håbet. Det liv de rækker ud efter; de muligheder de griber fat i. Begge dele er en del af deres liv.
Samlet set tog jeg fra Manila med en stor taknemlighed for, at vi kan være med til at bære med på dette projekt. Det vi så, og oplevede var troværdigt, gennemtænkt, kompetent og fyldt af kærlighed, og det gør en verden til forskel for de kvinder og børn, som de hjælper.
Tak til alle, som har båret med gennem de første tre år, og givet generøst til projektet. Jeg skulle hilse mange gange fra Michelle og teamet. De er meget taknemmelige for, at vi støtter dem.