Af Laura Stampe, medlem af ÅVM
Sommeren 2022 vandrede jeg ’Caminoen’ tværs over Spanien, og da jeg 29 dage senere rejste hjem var det med en Bibel i hånden. Jeg var blevet kristen.
Mit navn er Laura, jeg er 28 år gammel og det her er mit vidnesbyrd, som jeg håber kan være til både inspiration og opmuntring.
Jeg er født og opvokset i en ikke-kristen familie, hverken barnedøbt eller konfirmeret, men jeg har altid beskæftiget mig med forskellige former for spiritualitet i min egen jagt efter sandheden. Jeg husker, hvordan jeg sagde ’nej’ til konfirmationen, blandt andet fordi jeg synes det lød vanvittigt at bekende sig til én sand Gud, men jeg havde en slet-skjult mission om at finde denne sandhed.
Som med meget andet i livet forglemte jeg mig dog i denne interesse, så forestil dig min forundring, da sandheden valgte at opsøge mig. Jeg tog afsted på Caminoen med en forventning om at ’finde mig selv’, og det gjorde jeg sandelig også, men fra en meget uforudset kant. Tanker om Gud eller tro var nemlig på ingen måde i min bevidsthed længere, for da slet ikke at tale om Jesus.
Men allerede den første dag mødte jeg fire kristne amerikanske venner, der rejste sammen, og de delte åbenhjertigt deres tro med mig. Det åbnede naturligvis for mange spændende samtaler, men jeg havde endnu ikke forestillet mig, at det skulle få nogen særlig betydning for mit eget liv.
Alligevel mærkede jeg hurtigt en nysgerrighed, der senere udviklede sig til en længsel iblandet frygt for at læne sig ind i troens ukendte rum, og allerede tre dage senere hørte jeg, til min egen overraskelse, mig selv spørge ’om det mon var Gud jeg ledte efter?’.
Få dage senere mødte jeg en endnu en amerikaner, Christian, som både på min vandring og senere kom til at betyde meget (vi er nemlig kærester i dag, men det er en ganske anden historie). At nedfælde hvert et ord, om hvad der skete, finder jeg både vanskeligt og utilfredsstillende, idet jeg på ingen fyldestgørende måde kan forklare i ordet alene, hvad der bragte mig til tro.
Men til tro kom jeg, og det betød en total omvæltning af hele mit liv. Jeg beskriver det i virkeligheden bedst som 20 dage med modstand. Jeg identificerede mig som feminist og var provokeret af mit eget fordomsfulde syn på den forældede Bibel. Jeg studerede psykologi og dansk på universitet og jeg troede overhovedet ikke på mirakler.
Men så var jeg vidne til, at Christian bad for en kvinde, der gik Caminoen fordi hendes søn var død, og dét rørte noget så dybt i mig, at jeg måtte græde, selvom det ikke var min smerte. Få dage senere åbnede jeg en sen aften mit hjerte for Gud med de afsluttende ord, ’nu ved du alt, og du kan gøre med mig hvad du vil’.
Det var dog først da jeg virkelig forstod, at jeg var elsket og ønsket af Jesus, at jeg græd forløsningens tårer over at have en medfødt værdi i Kristus, som aldrig kan blive taget fra mig. Da jeg forstod Jesus’ korsfæstelse og hans offer for mine synder, følte jeg en frihed uden lige.
Mine venner ville i tiden efter nok beskrive mig som lettere manisk, men selv oplevede jeg en glæde og fred som aldrig før. Jeg husker det som en kærlighedsrus, og jeg beskrev det som ’at være steget ombord på et tog, jeg ikke vidste, hvor ville føre mig hen, men at stige af, ville være endnu mere skræmmende end at køre med’.
Den 12. marts markerer jeg min genfødsel med en dåb i Århus Valgmenighed. Jeg kom til tro som kvinden ved brønden fra Johannesevangeliet, eller som det ensomme får, Jesus forlader de 99 for at finde, og i al min ydmyghed takker jeg for, at Gud kaldte på lige præcis mig.