Af Allan Axelsen
Hvad skal man egentlig med en cellegruppe? I starten af min cellegruppekarriere – det var i 80erne – var der fokus på, at cellegrupper skulle vokse sig og dele sig – som celler i legemet, og på den måde vokse – og det tror jeg da stadig er en god model.
MEN
Vi fik familie – en hel del børn, 4 drenge, – og der opstod et behov for at være i cellegruppe med andre familier der også havde børn, og jeg har også selv et behov for at være sammen med mennesker der kender mig, og som jeg kender – rigtigt godt.
Den cellegruppe Anette og jeg er i har vi været i i 10 år – med ganske få medlemsmæssige justeringer. Vi har været med til konfirmationer, deres børn har været hos os, vi har delt liv i mange år og på mange måder, og det er en værdi for os. Det at være sammen i mange år, og være familier sammen, det afspejler noget vigtigt i Gudsriget – vi vandrer sammen på godt og ondt, vi regner med hinanden, og kan søge hjælp hos hinanden i de forskellige kriser som livet bringer.
Jeg tror, at det er vigtigt for familier at finde ind i mindre fællesskaber, hvor forældre og børn kan møde andre familier og relatere til dem, og den slags relationer kræver laaaaaaaaang tid, og man skal ikke sætte dem over styr uden videre. Det er relationer der kan vare hele livet, og som for børnene også kan være livslange relationer.
Så for mig, for os, er cellegrupper der varer det bedste bud på, hvordan vi som familie, kan være i en mindre gruppe der deler åndelige ting, beder sammen, er sammen – så vi sidder der såmænd nok stadig om 10 år!!!