Af Rebecca Sode Jensen

Det er sjovt hvordan 3 ÅVM’ere er endt på Oasehøjsolen. Jeg ved ikke, om det har en sammenhæng, men jeg er i hvert fald glad for at dele kirke-hjem med to af mine dygtige kollegaer.

Undervisning
Andreas Hejslet underviser i udesport (den er god nok!), sammenspil, kor, sangskrivning og lovsang.
Peter Pedersen underviser i visuelkunst, tegning, aktuelt, filosofi/psykologi, debat og teater.
Jeg er ansat som Kulturbærer og hyggespreder, og underviser i livshistorie, reuse (et bæredygtigheds- og genbrugsværksted), Outdoor og diakoni.

Det er bare vildt spændende at være med til at starte Oasehøjskolen op. Jeg har været med i tanker og planlægning siden i sommer, hvor jeg bl.a. fik lov til indrette store dele af skolen med genbrugsmøbler og storskraldselementer i samarbejde med Rebekka Balle, som er en af de nuværende elever. Det første hold med 30 skønne unge mennesker startede i januar og det næste hold starter d. 4. august.

Gæstelærere
Hver uge kommer der en ny gæstelærer, der i 2 eller 3 dage underviser i det, den enkelte underviser brænder for. I forrige uge, havde vi besøg af en gammel kending: Pelle Kviesgaard, der underviste i næstekærlighed. Det var fedt at mærke, hvordan en ung teolog kunne noget helt andet med eleverne. I næste uge glæder vi os til at den mere modne herre, Keld Dahlmann kommer.

Det er hyggeligt, hver gang der kommer ÅVMére forbi Kjellerup. Fx kom Anders Michael og HC forbi i onsdags, de kom for at mødes med Andreas, Peter, Steen og Ulla om, hvordan ÅVM og Oasehøjskolens samarbejde kunne se ud.

Forskellige kirkebaggrunde
Elverne er som sagt skønne og er en broget flok, når man snakker kirkebaggrund. De er et lækkert mix af alle vores kristne bogstaver IM, LM, KFUM&K, AAVM (Ålborg), Basic (Herning), Silkeborg Oasekirke, Folkekirken og flere har været afsted med YWAM. Det giver en fed dynamik til både snakken i undervisningen og til fælleskabet, hvor eleverne bliver tvunget til at forholde sig til, hvad der er kirketradition, og hvad der er Guds vilje og hjerte.

Tur til Israel
I marts måned var jeg med, da holdet tog til Israel. Det var virkelig en stor oplevelse. Vi blev guidet igennem Israel og bibelen af Torben Mathiesen. Det var stærkt at se, hvordan eleverne bare blev endnu mere sultne på bibelen i takt med, at vi fik lov til at gå i Jesu fodspor. Jeg glæder mig allerede til forhåbentligt at skulle med næste hold til Cypern, hvor vi bl.a. skal besøge vores udsendte ÅVMér Kasper Breindahl på Sat7.

Tak til alle jer der følger med, beder med og støtter Oasehøjskolen – det har stor værdi for os, som er så nye I det vi laver, at have kirker med erfaring omkring os. Og så er jeg bare glad for at have jer som kirkefamilie.

Til jer der gerne vil følge med og støtte Oasehøjskolen, find vores Facebook gruppe: Støttegruppe for oasehøjskolen.
Og hvis I er mere til nyhedsmails, så skriv jer endelig op til det på hjemmesiden: Oasehøjskolen.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *