Af Michelle Lind Kappel
Et spørgsmål fra Simone (ÅVMs kommunikationsmedarbejder) om, hvorvidt vi har nogle vidnesbyrd at dele med ÅVM, gav mig ideen om at dele nogle tanker om det seneste år. Et år, hvor jeg har øvet mig i at give slip – og har fået så utrolig meget igen. Jeg håber, at min version af vores historie kan være til opmuntring for andre.
Lys i mørket
I slutningen af vinteren 2017 var jeg på en retræte på Aadalen Retræte. Temaet for weekenden var: ”Og lyset skinner i mørket”. Det havde jeg brug for! I det seneste år havde jeg brugt det meste af min energi på at kæmpe mig tilbage fra en stress-sygemelding. Mit job som psykolog i psykiatrien, på en klinik for traumatiserede flygtninge, var på mange måder et drømmejob for mig. Ikke desto mindre var det psykiske arbejdsmiljø uholdbart for mig, og efter snart 5 år havde jeg ikke mange kræfter tilbage at kæmpe med.
Ude i horisonten var der et lys, der skinnede. En drøm om at rejse til Sri Lanka sammen med min mand, Simon, for at bidrage med vores uddannelser og erfaring i en kontekst, hvor behovene er store. Vi kunne dog tidligst rejse i september 2017. Min tanke var derfor, at jeg måtte holde ud til september.
Det var med denne indstilling, at jeg tog afsted på retræte. I løbet af retræten voksede noget frem i mig. Jeg oplevede en opfordring til at give slip; træde ud af båden, ud på åbent og oprørt hav – mens det endnu var mørkt – og stole på, at ham der har skabt mig, er stærk nok til at bære mig.
At give slip
I løbet af de kommende uger kæmpede jeg med mig selv, indtil jeg var klar til at aflevere min skriftlige opsigelse pr. 1. maj 2017. Selvom det for de fleste mennesker omkring mig (på nær mine kollegaer) synes som den eneste rigtige beslutning, så var det virkelig svært for mig, at komme dertil. Men jeg vendte tilbage til min oplevelse på retræten igen og igen. Der fandt jeg ro og et håb om, at der én, der er stærkere end mig, som kaldte mig til at træde ud af båden.
En anden kamp, som Simon og jeg stod i, i denne periode, var sorgen over at have mistet et ufødt barn tidligt i graviditeten 1,5 år tidligere – og fortsat barnløshed, trods ca. et års fertilitetsbehandling. Vi ønskede os et barn. Men at fortsætte med fertilitetsbehandling, samtidig med at vi planlagde at flytte til Sri Lanka, virkede ikke længere holdbart. En måneds tid efter, at jeg stoppede med at arbejde, besluttede vi derfor at stoppe med fertilitetsbehandlingen. Igen måtte jeg vende tilbage til min oplevelse på retræten. Mon det også kunne gælde her? Mon vi også kunne lægge dette i Guds hænder, og give slip på vores drøm om et barn – i hvert fald for en tid?
Ventetid bliver til forberedelse og en stor overraskelse
Da de to valg var truffet, stod det klart, at vi nu arbejdede målrettet mod at flytte til Sri Lanka. Men efter et besøg til Sri Lanka i maj blev afrejsen udskudt til slutningen af december 2017. Udsigten til arbejdsløshed blev derfor længere, og jeg begyndte at se mig om efter muligheder for noget midlertidigt. Jeg kom i kontakt med en organisation i Gellerup, hvor vi boede, som gerne ville have mig i virksomhedspraktik – og derefter i en midlertidig stilling. Jeg skulle undervise omkring traumer og behandling for beboere og professionelle om området. Det var nogle enormt spændende måneder og jeg oplevede en arbejdsglæde, der var helbredende – samtidig med at jeg fik mulighed for at forberede undervisning, der potentielt kunne være relevant på Sri Lanka. Et land, der stadig er ved at komme sig efter 30 års borgerkrig.
Vi vidste endnu ikke, præcis hvad jeg skulle lave på Sri Lanka eller om Simons ansættelse på et offentlig universitet ville falde på plads. Men vi var efterhånden overbeviste om, at det var den vej, vi skulle. Så i september 2017 sagde vi vores lejlighed op og begyndte at sælge alle de ting, som vi synes vi kunne undvære.
I oktober 2017 fandt vi ud af, at jeg var blevet gravid – vi var rundt på gulvet! Glade over at det endelig var lykkedes. Bange for at vi ville miste igen. Forvirrede over, om vi nu stadig kunne tage til Sri Lanka – og i så fald, i hvor lang tid!? Igen måtte jeg vende tilbage til retræten. Kunne jeg give slip på det stigende behov for kontrol, der voksede i takt med babyen og bevidstheden om, at jeg nu ikke bare havde ansvar for mig selv – men også for et lille barn? Kunne jeg stole på, at Han kunne bære mig – også i dette? Vi valgte at fortsætte med planlægningen af at tage til Sri Lanka, om end vi efter lange overvejelser, besluttede os for, at vi skulle tilbage til Danmark til fødslen og første del af min barsel.
Sri Lanka
D. 22. december 2017 skulle vi flytte ud af vores lejlighed – og vi var mentalt og praktisk klar til at rejse til Sri Lanka. Men hverken det universitet, Simon skulle arbejde på, eller den NGO, jeg nu havde fået en aftale om at arbejde frivilligt for, havde kunnet skaffe et visum til os. Så vi flyttede ud af vores lejlighed uden at vide, hvornår vi kunne komme afsted – og boede på skift hos mine og Simons forældre. Den 16. januar 2018 fik vi endelig grønt lys til at rejse til Sri Lanka.
I tiden på Sri Lanka, har vi oplevet Guds omsorg på så mange måder – vi oplever at være blevet båret, trods mange usikkerheder. Inden vi rejste, blev Simon tilbudt en 9 mdrs. kontrakt med 15 timers arbejde om ugen, fra sin danske arbejdsgiver, som han kan udføre fra Sri Lanka. Det har vist sig at blive vores eneste sikre indtægtskilde mens vi er på Sri Lanka pga. fortsatte problemer med vores visum. Det ser til gengæld ud til at være lige akkurat nok til at kunne dækkes vores udgifter, så det har vist sig at være helt perfekt. Jeg laver nogle frivillige opgaver for en NGO, som jeg har samarbejdet med på afstand i snart 10 år. Selvom det ikke er klinisk psykologarbejde, så er det meningsfuldt – og jeg lærer en masse om kultur og kontekst, som er virkelig relevant, hvis jeg på sigt skal få mulighed for at arbejde som klinisk psykolog og/eller undervise om traumer. Simon får samtidig mulighed for at afprøve om undervisning er noget for ham, ved at undervise nogle timer om ugen på det srilankanske universitet. Vores første møde med drømmen på Sri Lanka, ser således anderledes ud, end vi havde forestillet os – men vi er samtidig enormt taknemmelige for, at have fået mulighed for at få disse erfaringer, inden vi byder velkommen til en baby i vores liv.