Jeanette

Skrevet af Jeanette Brøgger Christensen 

Det er mandag igen. Mandag med dens opgaver og påstande om, at det måske kunne være bedst at blive under dynen. Denne mandag er dog anderledes. Weekendens menighedslejr for 10-miljøet sidder nemlig i kroppen på den gode måde!

Jeg ser tilbage på en virkelig god weekend. En weekend som bød på inspirerende seminarer og forkyndelse med plads til både store tanker og konkrete outputs. I en lidt anden kategori var der også arrangeret høvdingeboldturnering, ”historievandring med vaffelis” og natløb. Med andre ord var det en weekend med mange gode øjeblikke.

Nye i 10-miljøet

Det var første gang min mand og jeg er med på årets menighedslejr for 10-miljøet. Vi er stadig forholdsvis nye i 10-miljøet efter flere år i 16-miljøet, så selvfølgelig var vi lidt spændte på, hvordan det ville blive. Lad mig bare afsløre med det samme, at det gav vildt god mening at være med og vi oplevede, at det er noget særligt at have tid sammen med vores kirke. Tid til at opleve, snakke og bare være sammen – så på den måde oplevede vi, at lejren var et super godt udgangspunkt for at lære andre bedre at kende.

Én situation huskes særligt 

Der er særligt én situation fra lejren, som jeg har lyst til at dele med jer. Det var under ”historievandringen med vaffelis”, hvor vi oplevede virkelige store regnbyger undervejs. Imens en af de værste regnbyger passerede stod vi alle tæt sammen i ly fra paraplyerne. Det var særligt at se, hvordan vi deltes om de paraplyer, der var taget med. Det spillede ingen rolle, om man var barn eller voksen, venner eller nye bekendte. Det er for mig et stærkt billede på, hvordan godt fællesskab ser ud.

Herfra en stor tak til lejr-teamet og alle frivillige. Det er nu meget sundt at prøve ’at være ny’ engang i mellem 😉 Hvor er det vildt inspirerende at få lov at se og opleve, hvad et initiativ fra en cellegruppe kan betyde!

Vi glæder os til mere fællesskab!

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *