Af David Viftrup, daglig leder
Kære alle
Jeg håber, at I alle har nydt sommeren og haft tid til at stoppe op, slappe lidt af, og få tankerne andre steder hen, end der, hvor de er til hverdag i hverdagens mange gøremål.
Og tak for sidst til alle jer, der var med på SommerOase i uge 29. Vi var ca. 450 i ÅVM-landsbyen i år, hvilket var en god flok mere end sidste år. Læg dertil unge og teens, der boede på deres lejrafsnit, så var vi i nærheden af 500 fra ÅVM.
Det var dejligt at mærke, at man var helt tæt på menigheden. Få et lille glimt af hinanden og vores liv med familie og venner. Det gav mulighed for at få talt med andre, end dem vi normalt får talt med, og fik rystet os lidt tættere sammen på tværs af vores normale fællesskaber.
Jeg håber, at I alle havde en god uge – både relationelt og åndeligt.
Der var mange gode opmuntringer og udfordringer at tage imod i løbet af ugen. Jeg blev selv optaget af Usha Reifsniders udfordring torsdag aften i det store telt. Hun var englænder med indisk/hinduistisk baggrund og havde gennem et juniorarbejde fundet frem til Jesus som teenager. Da hun valgte at følge Jesus, kostede det hende kontakten til familien i flere år. Hendes udfordrende statement var, at kirken nogle gange er mere interesseret i det 5 min. lange vidnesbyrd til gudstjenesten fra en, der har fundet Jesus, end i at lære personen at kende og invitere ind i deres relationer og menighedsliv.
Det er et vigtigt spørgsmål, som minder mig om beretningen om, da Peter og hans venner bliver udfordret til at sejle ud og smide nettene ud igen. Her ender de med en kæmpefangst. Så stor, at nettet kun lige kan rumme vægten. Et spørgsmål kan være, hvorfor Peter fangede lige netop den mængde fisk, og ikke 10 flere? Mon ikke det var fordi, at det var lige netop den mængde, som nettene kunne klare. Et net, som består af snore, der er viklet ind i hinanden på en måde, så det kan bære fisk.
Dette kan være et billede på menigheden, der består af personer, som relationelt er bundet sammen til et ”net”, der kan rumme andre mennesker. Så min bøn for tiden er, at vi må kunne være et fællesskab, der kan rumme, tage imod og integrere de mennesker, der af forskellige veje knytter sig til vores menighed; Måske fordi de er flyttet til byen og leder efter et kristent fællesskab, eller fordi de har mødt Jesus og ville elske at få nye relationer, der også tror på Jesus, for at styrkes og vokse i troen med andre, der har samme tro.
Uanset hvad indgangen er, så drømmer jeg om, at vi kan være kirke, hvor der er rum og plads til alle, der møder os, og er interesserede i at følges med os.