Højt humør, hoppeborg og en hel masse slushice
af Ella Marie Stærke Bøgh og Terese Hebsgaard
”SommerVIBE er sygt sjovt! Gid det var der hver dag.”


Sådan lød det fra en 8-årig pige, der deltog i årets SommerVIBE. Hun var en blandt de over 100 forventningsfulde børn, der brugte første uge af deres sommerferie i Åbyhøjgården til et brag af en fest.
Pladsen var fyldt op med store hoppeborge, sumodragter og rigtig god stemning.
Boden med slush-ice og popcorn skabte hver dag en lang kø af glade og spændte børn. Som start på dagens program spillede SommerVIBE-sangen, der fortalte området, at SommerVIBE var i gang, og herefter fulgte 4 timer fyldt med alverdens aktiviteter og leg.
“Mine børn har kimet mig ned siden plakaterne kom op: Hvornår er der SommerVIBE, hvornår er der SommerVIBE?? Vi har udskudt vores ferietur til Lalandia for at være med. Det giver liv til området, og det er dejligt.”


SommerVIBE eller Lalandia? Ja, det kan jo virke som et svært valg, men for børnene i Åbyhøj var svaret faktisk åbenlyst. Det var helt klart, at deres eftermiddag skulle bruges ved flødebollekasteren og på utallige ture op og ned ad glidebanen.
Foruden de vildere programpunkter som bumperballs og vandkamp, var der også kreative aktiviteter som smykkeværksted, mulepose-maling og ansigtsmaling, samt pandekager over bål til de børn, der havde brug for noget mere afdæmpet.
Udover at være en fest til ære for børnene, gav mange forældre udtryk for, at de lærte nye at kende, selv hvis de havde boet i området i mange år. Flere gav udtryk for, at det var en god mulighed for at møde andre familier i lokalområdet.
SommerVIBE 2026 blev en stor succes og sluttede af med, at en 7-årig dreng spurgte: ”Kan vi ikke også lave VinterVIBE?”
