Aarhus Valgmenighed fejrer i år sit 20 års jubilæum. Vi ser tilbage i tiden for at fejre to årtier i Guds tjeneste i Århus og resten af Danmark.
Af Dorit Reichstein Hejslet
Det hele startede med 5 mænd om et bord i Risskov. De havde en mission om at skabe en ny slags kirke i Aarhus. En karismatisk menighed, hvor menigheden var ét legeme, der i et levende fællesskab delte Guds Ånds gaver. Nu tæller Aarhus Valgmenighed 650 medlemmer og 4 menigheder er blevet plantet rundt om i landet. Valgmenigheden er ikke længere en lokal menighed, men en organisation, hvis arbejde strækker sig langt ud over bygrænsen, og hvis visioner bryder landegrænser.
Intensitet og ildsjæle
Allan Axelsen er formand for menighedsrådet og har været med siden Valgmenigheden spæde start, hvor Aarhus Valgmenighed kun havde 50 entusiastiske medlemmer.
Aarhus Valgmenighed blev dannet i slutningen af 1990 i et miljø af unge, der havde mødt en karismatisk fornyelse. De fleste havde en baggrund i de kirkelige organisationer i folkekirken, men følte sig ikke længere hjemme missionsforeningerne eller sognekirken. Menigheden voksede de første 10 år med cirka 10 procent om året. Dernæst med 15 procent, og de seneste år har kirken vokset med cirka 20 procent om året. Aarhus Valgmenigheds historie er en historie om håb, fortæller Allan Axelsen og fortsætter; Vi gik fra at være en lille menighed, hvor vi måtte afspærre de nederste stolerækker for at det skulle syne af noget, til at være en menighed, der har indflydelse på det danske kirkelandskab. Vi er blevet en menighed, der kan give noget videre til andre, fortæller Allan Axelsen
Aarhus Valgmenigheds tidlige kendetegn var en fri gudstjenesteform med plads til de almindelige kirkegængers forskellige evner, tjenester og spontane nådegaver. Selvom meget har ændret sig på 20 år, så mærker jeg stadig den samme intensitet i kirken. Valgmenigheden har stadig mange ildsjæle, der alle gør deres ypperste for at få lov til at bringe evangeliet ud til menigheden og verdenen udenfor, siger menighedsrådsformand Allan Axelsen.
Fællesskabet i det små blev kirkens højre hånd
Aarhus Valgmenighed har igennem de sidste 20 år fordoblet sit medlemstal flere gange og det har betydet, at kirken har måttet finde nye måde af at lære den enkelte at kende. Fællesskabet i cellegrupperne og klyngerne, hvor der var plads til den enkelte, og hvor det kristne liv kunne praktiseres og deles, blev en grundstenene i den Aarhus Valgmenighed. Den store vækst som Aarhus Valgmenighed har gennemgået de sidste tyve år har, udover at være en fantastisk rejse, også kostet blod, sved og tårer,” fortæller præst i Aarhus Valgmenighed Keld Dahlmann og fortsætter: “Når en menighed vokser, må den samtidigt blive mindre, for at den enkelte ikke skal forsvinde i mængden. Erfaringen af nærhed og personligt kendskab i Aarhus Valgmenighed kan ikke længere ske ved gudstjenesten men i cellerne og klyngerne, fortæller Keld Dahlmann.
I dag har Aarhus Valgmenighed 19 klynger og over 40 cellegrupper. Celle- og klyngelederne gennemgår alle et forløb af mentorering og undervisning, der skulle gøre dem i stand til lede den enkelte ind i et personligt og nært forhold til Gud og andre.