Af Winni Møller Jensen

ÅVM har efter nytår afholdt endnu et parkursus ”7 Dates” over 7 mandage i ÅVM og havde heldigvis igen fuldt hus med 15 par. Jeg har lovet at fortælle lidt om, hvad “7 Dates” er, og hvordan det foregår.

Kurset foregår i Aarhus Valgmenigheds kirkesal, hvor kirkesalen er tryllet om til en hyggelig café med små borde med rødternede duge og hyggemusik i baggrunden. Når deltagerne kommer ved 18.30-tiden, skal de blot tage deres velkomstdrinks med ned i kirkesalen og finde deres navne på et hyggeligt opdækket cafebord for to. Her sætter de sig og koncentrerer sig om hinanden, mens vi sørger for at servere et let og lækkert måltid og vin den første halve time som start på ”daten”.

Derefter rydder vi hurtigt af bordene, så parrene kan komme videre med aftenens undervisning på storskærm, afbrudt af samtalepauser ved bordene. Der er ingen samtaler i plenum – fokus er udelukkende på dialogen med egen partner i løbet af aftenen og på at lære hinanden endnu bedre at kende.
Oplæggene vises som videoer på storskærm på engelsk med undertekster og er af meget høj kvalitet med eksempler fra menneskers virkelige liv. Undervejs er der flere gange mulighed for at tale uforstyrret sammen med sin partner ud fra forskellige spændende spørgsmål og øvelser.

Målet med “7 Dates” er at skabe gode relationelle vaner, som kan hjælpe par med at vokse tættere sammen og sikre, at parforholdet udvikler sig hele livet igennem. Kurset er for alle par – ikke kun dem, der har problemer, men også dem, som gerne vil ruste parforholdet til fremtiden.

Parrene får redskaber til at bryde dårlige vaner, tackle udfordringer og hjælp til at tale om ting, som kan være svære – men vigtige – at dele med hinanden. Man bliver også opfordret til at fortsætte dialogen hjemme fra gang til gang og praktisere det, man har fået indsigt i.

Temaerne for de 7 aftener er:

  1. OPBYG ET SOLIDT FUNDAMENT
  2. KUNSTEN AT KOMMUNIKERE 
  3. KONFLIKTLØSNING
  4. TILGIVELSENS KRAFT
  5. FAMILIENS INDFLYDELSE
  6. ET GODT SEXLIV
  7. KÆRLIGHED I PRAKSIS

Kurset og materialet er udviklet af Alpha, og I kan læse nærmere om kurset via linket “Parkursus” , hvis I er nysgerrige.

Vi er en tovholdergruppe bestående af Anne Marie og Peder, Winni og Ole og Mette fra samme smågruppe, som står for at afvikle “7 Dates”-kurset i ÅVM én gang årligt. Udover os er der flere andre par og personer, som hjælper på enkelte aftner med forskellige opgaver.

Vi har selv på lidt forskellige tidspunkter deltaget i “7 Dates”-kurset i ÅVM og fik meget ud af det. Vi nød at blive forkælet af værterne med velkomstdrinks, servering af mad og opvartning og var meget begejstrede for oplæggene. Derfor var det virkelig meningsfuldt at overtage stafetten fra andre par i menigheden for 7–8 år siden, så flere kunne få glæde af kurset.

Vi mødes 6–8 personer ved 17-tiden i kirken og starter forberedelserne. Mens nogle rydder kirkesalen og dækker hyggeligt op ved bordene med ternede duge, lys og snacks samt klargør teknikken og velkomstdrinks, er der andre, der laver mad og lidt sødt til kaffen, brygger kaffe og te og løbende rydder op efter serveringen.

Til hver aften er der et af parrene, som indleder oplægget og deler lidt fra hverdagslivet som par ud fra aftenens emne. I løbet af oplæggene serverer vi kaffe/te og en lille dessert i en af dialogpauserne, men forsøger ellers at være så diskrete som muligt.

Vi skiftes til at stå for maden eller desserten til hver aften, som er en af de større opgaver. Derfor er det fantastisk, at vi kan dele det mellem os og de trofaste hjælpere, så vi hver især typisk kun står for mad én aften. Vi har efterhånden også fundet en række lækre opskrifter, som er overkommelige at lave til 35–40 personer, og har generelt fokus på at samle erfaringer, så det bliver lettere at afvikle kurset fra år til år.

Vi arrangører når også at hygge os undervejs på aftenerne. Vi spiser selv sammen ude i foyeren og kan også snige os ind og lytte med til nogle af videoerne på storskærmen og blive inspireret endnu en gang af de mange par fra hele verden, som deler deres liv og erfaringer.

Vi glæder os hvert år – også i år – over de mange par, der bliver opmuntrede og inspirerede af at deltage i “7 Dates”-kurset, ligesom vi selv gjorde. Derfor giver det virkelig mening for os fortsat at være med til at afvikle kurset. Vi har tænkt os at fortsætte med at afholde “7 Dates” i ÅVM, så længe der er tilslutning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *