Peter og Emily Cochran Bech valgte i 2013 at sige ja til at være kontaktfamilie for en kvinde og hendes tre børn, som flyttede ud fra krisecenteret for voldsramte kvinder i Viby. Det har været en berigende proces for alle parter, som nu har udviklet sig til en familiær relation.
På krisecenteret i Aarhus er der mange kvinder, som føler sig ensomme, når de først kommer ud og starter egen hverdag.
”Derfor har nogle af dem selv ytret et ønske om at få en kontaktfamilie” siger Peter.
Dette var udgangspunktet for, at Peter og Emily sagde ja til at være kontaktfamilie, da de i januar 2013, blev spurgt af Henrik og Jytte, som leder klyngen Troens Hænder.
Emily besøgte i starten kvinden med den afrikanske baggrund på krisecenteret, hvor de ofte snakkede over en kop kaffe. Emily fortæller, at det er svært for mænd at komme ind på krisecenteret, hvis ikke de har et vigtigt formål. Derfor var det kun hende, der havde mulighed for at have kontakt med kvinden, indtil hun kunne få sin egen lejlighed.
Selvom de i løbet af den første tid ikke havde så meget kontakt, hjalp Peter og Emily med at flytte kasser og tasker, da kvinden havde fået bolig i nærheden af dem. Her mødte de for første gang kvindens børn, som var på alder med deres egne børn. Det var en glæde for dem at se, at børnene kom godt ud af det med hinanden, og herefter begyndte de at lege sammen i deres fritid.
At være lyset i mørket
En uventet hændelse opstod, da kvindens mindste søn skulle indlægges på hospitalet i en måned. ”Hun var nødt til at blive hos ham hele tiden, fordi han var så lille” fortæller Emily.
Derfor foreslog Peter at tage kvindens ældste børn med hjem og have dem boende, indtil de andre blev udskrevet igen. Hun havde ingen andre til at tage sig af børnene. Peter og Emily var hendes eneste netværk. De gav hende støtte og var lyset i det mørke, hun gennemgik. Peter fortæller herefter, at det ikke var en svær eller påtaget opgave, fordi både kvinden og børnene var enormt søde, åbne og nemme at omgås.
I de efterfølgende fire uger fortsatte rutinerne. Børnene skulle køres i skole, der skulle laves lektier, og der blev stadig sunget bordvers ved spisning, selvom de nyindflyttede børn aldrig havde været i kristne rammer før. De kommer nemlig selv fra en muslimsk baggrund.
Netværk
Netværk er et nøgleord. Det har for Emily været en øjenåbner at se, hvor vigtigt det er at have et netværk, og hvad det kan gøre ved et menneske at være uden et. Peter og Emily fik hurtigt involveret kvinden i deres forskellige netværk, som bl.a. Peters familie. Både hans mor og søskende har mødt kvinden til diverse fødselsdage og en enkelt juleaften.
”Min mor hjalp lidt og var oppe at sidde ved den mindste på sygehuset, så hun selv (kvinden) havde mulighed for at komme lidt ud” siger Peter.
Familiær relation
Det har været en berigende proces for begge parter, og deres relation har udviklet sig til at være venskabelig og familiær. For Peter og Emily har det været betydningsfuldt at få et nyt syn på forskellige kulturer, og ved at kigge på kvindens situation har det givet inspiration til at holde hovedet oppe og være positiv i hårde tider. Børnene leger stadig sammen, og familien bliver inviteret til middag i ny og næ. Udover at være en hjælp og støtte til kvinden og hendes børn, har Peter og Emily også haft mulighed for at hjælpe hendes fattigere familie i Afrika.
Af Simone Madsen
Foto: Billedet i artiklen er af Emily og Peter og deres børn.