Af Anders Michael hansen

Åben Himmel – en nyt udrustningsforum i ÅVM.

ÅVM er en frugt af den karismatiske fornyelse – denne vækkelse førte frem til dannelsen af Dansk Oase i 1989 og ÅVM i 1990. Hvis vi ser lidt på hvordan det er gået de kirker, som er en frugt af den karismatiske fornyelse, vil man kunne se, at de er gået fra at have fokus på fornyelse og vækkelse til at være programdrevne. Det er en international tendens. Det er ulige meget lettere at gå i planlægningsmodus end i fornyelses- og vækkelsesmodus. Det programdrevne kan have tendens til kontrol, performance og underholdning – eller en overbetoning af den læremæssige tilgang til det at lære Gud at kende.

Det karismatiske kræver i udgangspunktet blot sunde retningslinier og åndelig dømmekraft, men ikke kontrol eller planlægning. Ofte forveksles det første med det sidste. Paulus´s ideal og ordning for et menighedsmøde med alles deltagelse fremgår af 1. Kor. 14:26:

v26  Hvad da, brødre? Når I kommer sammen, har den ene en salme, en anden en belæring, én har en åbenbaring, én har tungetale, en anden har tolkningen. Alting skal være til opbyggelse. v27 Hvis nogen taler i tunger, så to eller højst tre, og én ad gangen, og der skal være én til at tolke det. v28  Hvis der ikke er nogen til at tolke det, skal den, der kan tale i tunger, tie stille i menigheden. Han kan tale til sig selv og til Gud! v29  To eller tre kan tale profetisk, og de andre skal bedømme, hvad de siger. v30  Men får en anden, som sidder der, en åbenbaring, skal den første tie stille, v31  for I kan alle komme til at tale profetisk, men én ad gangen; så kan alle belæres og alle formanes. v32  Profeters ånder underordner sig under profeter, v33  for Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.

I Det nye Testamente var alle menigheder mellem 20 – 90 medlemmer. Altså en familiefest, en social størrelse akkurat som klyngestørrelsen i ÅVM. Klyngerne indførtes i sin tid for at sikre alles deltagelse og bidrag, både i tilbedelse, efterfølgelse og mission. Faren er nemlig, at jo større en menigheds gudstjenester bliver, jo mere falder deltagernes engagement og nådegavebaserede deltagelse og bidrag. Det er åndeligt uholdbart. En menighed må blive mindre samtidig med den bliver større. For at sikre, at vi fungerer organisk som Kristi Legeme i verden, må vi indgå i forpligtende, organiske fællesskaber – og hver især tjene i nådens kraft. En klar forudsætning for dette er, at enhver kender Gud Helligånds virke i nådegaverne og tjener med hver sin nådegave, når vi forsamles. Gudstjenester med 2-300 deltagere sikrer ikke dette, men kan løfte os med lovsang, fejring og inspirativ forkyndelse. Men vi sendes ud i mission og efterfølgelse – sammen i hverdagen. I klynger og celler, i nådens kraft.

Fornyelse i nådens kraft – tjeneste i Åndens kraft af hinanden med hver sin nådegave. Det er noget af det vi arbejder med til en ny type møder i ÅVM: Åben Himmel. Vi er særligt optagede af åbenbarings- og kraftgaverne – fordi ordgaverne er så velkendte og veludviklede. Alle kan være med – uden forudsætninger. Men også de erfarne vil kunne opleve stærk fornyelse og inspiration.

Maria Bjørn Langer erfarede den første aften sådan her:

Den første aften med Åben himmel var en dejlig aften med skønt fællesskab. Vi fik konkrete redskaber til forbøn under Anders Michaels oplæg og i den efterfølgende praksis oplevede jeg Helligåndens kraft meget konkret under forbøn. Jeg har lidt svært ved egentlig at sætte ord på hvad Helligånden gjorde, men både jeg og min bede-makker havde efterfølgende bare lyst til at blive i Guds nærvær og synge lovsang. Virkelig fed aften, jeg glæder mig til den næste og vil opmuntre andre til at tage med! 

 Åben Himmel mødes igen 5. april og 17. maj 2018 – begge dage kl. 19.30 i Himmelrummet. Velkommen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *