Af Anders Michael Hansen
I Det nye Testamente er der en række billeder, som rummer forskellige perspektiver på det at være menighed. Hvert billede har sin særlige styrke og fokus. Giver os en særlig identitet. To billeder som særligt har haft min opmærksomhed det sidste halve år er billedet af menigheden som tempel og legeme.
Som tempel er vi Guds nærværs sted:
Så er I da ikke længere fremmede og udlændinge. I er de helliges medborgere og hører til Guds husstand. v20 I er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten. v21 I ham holdes hele bygningen sammen og vokser til et helligt tempel i Herren. v22 I ham bliver også I sammen med os bygget op til en bolig for Gud i Ånden. (Ef. kap. 2)
Som legeme er vi givet til hinanden til opbyggelse og tjeneste:
I er Kristi legeme og hver især hans lemmer. v28 Og i kirken har Gud sat nogle til at være for det første apostle, for det andet profeter, for det tredje lærere, endvidere nogle med kraft til at gøre mægtige gerninger, endvidere nogle med nådegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at lede, til forskellige slags tungetale. v29 Kan alle være apostle? Eller profeter? Eller lærere? Kan alle gøre mægtige gerninger? v30 Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle tolke tungetale? v31 Men stræb efter de største nådegaver! (1. Kor. 12)
I og med dåb og tro, i og med vi alle har inddrukket af Ånden, er vi alle en del af Guds bolig og Kristi Legeme i verden. Men vi har ikke alle samme funktion. Vi er kaldet til at fungere i Åndens enhed og nådegavernes mangfoldighed. Mangfoldigheden svarer til bredden og dybden og højden i Kristi kærlighed til os, så vi tilsammen udtrykker fylden af Jesus – i et synligt, organisk legeme som menighed i verden:
Alt har han (Faderen) lagt under hans fødder, og han har givet ham som hoved over alle ting til kirken; den er hans legeme, fylden af ham, der skaber hele sin fylde af alle. (Ef. 1,22-23)
De to billeder på kirken – tempel og legeme – udtrykker kirkens inderste væsen og hemmelighed. Tempel betyder, at vi er Guds bolig i Ånden, Guds nærværs sted i den Nye Pagt. Legeme betyder, at vi hver især har modtaget nåden og nåden virkninger i os og igennem os, til opbyggelse og tjeneste – af den anden, af de andre.
Kirken er en legemliggørelse af Guds nærvær og handlinger i os og ved os i verden. Legemliggørelse betyder at vi spise sammen, beder sammen, vidner sammen, tjener sammen – konkret og synligt – i Åndens enhed og kærlighed. Denne synlige legemliggørelse fordrer, at vi har fokus på vores dybeste identitet i Kristus, han er det fælles tredje, som forener os. I ham er fjendskabet mellem Faderen og os – og os imellem – forsonet. Det er konteksten i Ef. 2 – vi er ikke længere fjender, fremmede eller udlændinge, der skal holdes ude fra hinandens livssfærer. Migranter, hjemløse og dem jeg ikke kan lide rent menneskeligt og som jeg ikke er enige med – ved tro på Jesus og inddrikning af Ånden er de nu givet mig som mine brødre og søstre.
Verden er splittet – den universelle Kirke er splittet – ægteskaber ødelægges af indre distancering og utroskab – venskaber lider. Men Kirkens kaldelse er at være et forsonet folk – ja, mere end det: at være et effektivt redskab til forsoning med Faderen og hinanden. Derfor er splittelse en modsigelse af vores identitet i Kristus og vores kald i verden. Vores åndelige velvære, ja, vores helbred, vores sundhed, hænger intimt sammen med enhed i Kristi Legeme og at vi tjener hinanden til opbyggelse. Den åndelige kamp vindes kun gennem forsoning og at vi arbejder i praksis for enhed. Ingen fremtid uden forsoning. Vi vil så gerne vige uden om – udsætte forsoningens vanskelige kunst – men vi lammes som legeme, som kirke, i ægteskab, i venskab – hvis vi ikke er ét i sind, i holdning og i gensidig respekt.
Forsoning er ikke et krav vi kan stille til den anden – men en kunst og en nådegave, en virkning af Guds Ånd i hjertet. Ingen kan kræve tilgivelse af den, som vi har krænket. Tilgivelse er ikke et krav, en krænker kan stille. En krænker må derimod søge selverkendelse og selvindsigt, som kan føde en sand anger og lede til en ægte omvendelse. Selvindsigt kommer ofte først, når det vi ikke selv kan se, beskrives af den anden. Hvis nogen er vrede og sårede på grund af ens holdning og adfærd, må vi invitere den, som har oplevet sig krænket, til at fortælle, hvad det har gjort ved vedkommende. Vi må bare lytte, lade det synke ind, sætte os i den andens position. Når vi på den måde sætter os i den anden position, kan vi opleve vores egen skam, indre hæslighed, en fuldstændig kommen til kort – men også begynde at mærke en ny empati med den vi har krænket. Der fødes angeren – den anger, som er bærer af en ny selvindsigt, nemlig den, at mine ord og handlinger har såret et andet menneske. Hvis disse ord og handlinger er del at et længerevarende mønster som skal brydes, er angeren og sorgen over det man har forvoldt et andet menneske, forudsætning både for egen adfærdsændring i længden – men også og ikke mindst, at man kan sige undskyld af hjertet til den anden, så den anden virkelig kan mærke, at vi mener det og virkelig angrer. I det rum – og kun i det rum – kan forsoningen i Kristus komme til. Ikke som et krav vi stiller, men som gave, vi modtager.
Hvis vi selv er krænkede og sårede, kan vi invitere en anden til at lytte til, hvad vedkommendes handling har gjort ved os. Bed den anden om bare at lytte uden at kommentere. Hold dig på egen banehalvdel – angrib ikke den anden. Men sig bare i ydmyg respekt for den anden, hvad den andens ord eller adfærd, har gjort ved dig. Du skal ikke forvente, at den anden umiddelbart kan respondere eller sige undskyld. Men et skridt er taget, som kan føre til opklaring af, hvad som gik galt imellem jer. Giv den anden part lov til at fortælle på samme måde, hvad vedkommende selv oplevede. Del jeres historier, del jeres perspektiver. Lyt i respekt. Det at sætte sig i den andens sted gensidigt er en nøgle til en begyndende identifikation med den anden – og i den identifikation kan fjendebilledet begynde at smuldre. I den identifikation kan empati fødes. I mødet med hinandens anger og sorg over det forvoldte, øges vores personlige mulighed for at række tilgivelsens ord.
Der er store løfter knyttet til denne gensidige bekendelse af det, som vi har sagt og gjort mod hinanden, som var skadeligt og ondt, ja, vores helbred personligt og som kirke afhænger af det:
Bekend derfor jeres synder for hinanden, og bed for hinanden om, at I må blive helbredt. En retfærdigs bøn formår meget, stærk som den er. (Jak. kap 5, 16)
Et er selve sagen. Noget andet er, hvordan vi diskuterede sagen og hvor højt vi kom op på konflikttrappen. Måske er selve sagen kun 25%, resten er en øget spiral af gensidige beskyldninger, trusler og optrapning. Sprog kan optrappe eller nedtappe.
Forsoning er en kunst – og en nådegave. Som kunst skal den læres gennem omfattende praksis. Som nådegave skal den gives os af Guds Ånd i hjertet. Måske skal en mediator, som behersker kunsten inviteres ind i relationen.
Er du konfliktramt og længes du efter frihed fra din smerte og vrede, læs da Peter Damgaard-Hansen: Forsoningens kunst – og nådegave. Bestil ham evt. som mediator. Et møde med ham satte noget i gang hos mig, gav mig håb. Inden for et par dage ringer jeg til ham igen, og hører ham ad, om han kan komme til ÅVM og føre os længere ind i forsoningens kunst – og nådegave. Jeg vender tilbage med hans svar.