Af Kirsten Ray Noermark
Jeg satte i sidste uge Johannes stævne på kontoret i Aarhus Valgmenighed til en snak om tiden i kirken og de nye udfordringer, som venter i YFC Danmark. Jeg blev mødt af en ordentlig krammer, og generelt var humøret himmelhøjt. Men under de mange smil og grin lå også en dyb respekt og taknemmelighed for ÅVM og en fortælling om en grønskoldnings rejse, som gennem udvikling og læring ændrede karakter fra usikker ung mand til en leder, som er komfortabel med sine styrker og begræsninger.
Johannes har gennem sine 11 år og 1 mdr. i kirken sat markante spor. Listen er da også alen lang, da snakken falder på ansvarsområder i løbet af det forgangne årti: PA for Keld Dahlman, leder af klyngeteamet, gudstjenesteleder, leder af Kaliber (et kursus som fokuserer på uddannelse af ledere), ansvarlig for familieområdet og det diakonale samt sparingspartner på kirkens kommunikation.
Opgav at blive frikirkepræst for ÅVM
At arbejdspladsen skulle hedde ÅVM lå ikke umiddelbart i kortene. Faktisk havde Johannes en drøm om at blive frikirkepræst, men efter endt uddannelse på SALT (Skandinavisk Akademi for Lederskab og Teologi) faldt blikket på ÅVM, og særligt kirkens brug af ledelse, strategi og lifeshapes var udslagsgivende: ”Det var jeg bare mega fascineret af. Og det jeg var særligt fascineret af var, at man kunne sige: Hvad er vores vision. Og hvordan gør vi det”. Tiden i kirken har efterfølgende været en stor personlig læringsproces. Usikkerhed og umodenhed er særligt blevet erstattet af et stort hjerte for udrustnings- og missionsarbejdet, for som Johannes plejer at sige om fællesskaber i kirken: “Når man piller sig selv for meget i navlen, går knuden op, og så falder numsen ned. Ser vi kun indad, ja så går missionsarbejdet i stå”.
Også det at leve i Oikos – ikke som individer eller netværk, men som familie – er noget af det, som Johannes tager med sig fra ÅVM: ”Mange undervurderer totalt det missionale aktiv, som vores fællesskaber er. Der er masser af folk, der gerne vil være en del af vores fællesskaber, hvis det er noget, der ikke sådan forgriber sig på dem, og hvor de kan få lov at være sig selv, og hvor der er højt til loftet”. Driftsarbejdet kommer Johannes dog ikke til at savne: ”Hvor jeg tidligere havde mere tid til at komme ud og se folk i øjnene og besøge klynger, så er det i de senere år erstattet af drift på grund af færre ressourcer. Det er ærgerligt!”
Kaldet til YFC
Nu er tiden kommet til at prøve noget nyt, og den daglige gang på Mjølnersvej skiftes ud med nye lokaler i centrum af Aarhus. Hos YFC får Johannes tjansen som kommunikations- og projektleder. De gode historier skal fortælles, og der skal lægges en ny strategi for organisationens arbejde. Særligt denne pionérfase glæder Johannes sig til. At ÅVM i sin tid er plantet ud af YFC-grupper er måske ikke velkendt fakta for alle: ”Så der er ligesom en gammel kærlighed til hinanden. Og det har jeg da tænkt, at det vil jeg gerne bruge fremadrettet.”
Den ultimative drøm for Johannes er at trække det kristne ungdomsarbejde i Danmark op i et helt nyt gear. En engelsk undersøgelse viser, at 94% af alle, der kommer til tro – som ikke er opvokset i et kristent hjem – gør det, inden de bliver 18 år. En anden undersøgelse viser, at kirker på verdensplan investerer 13% af deres ressourcer i ungdomsarbejdet. Det vil sige, at kirken investerer 13% i de 94% og 87% i de 6%: ”Hvad nu, om det bare var fifty fifty, at vi investerede massivt i ungdomsarbejdet og sørgede for, at unge altid havde de bedste ressourcer og bakkede lederne mega meget op?”. Det er blandt andet igennem disse tal og deres rå logik, at Johannes har følt sig kaldet til at skulle arbejde for YFC. Samtidig er den radikalitet, som opleves hos unge i dag et vidnesbyrd om, at en ny tid er på vej.
Stor kærlighed til ÅVM
Aarhus Valgmenighed har i 11 år været Johanne’s og familiens kirke. Og det vil det blive ved med at være! For kirken er ikke bare blevet et netværk, men en familie. Der er dog også et håb for kirken fremadrettet, at man får set hinanden i øjnene og får brudt med noget af den forbrugermentalitet, som så let sniger sig ind. Det at få skabt en kultur, hvor vi kan byde ind med vores nådegaver og ressourcer fordi vi ønsker at tjene hinanden og den by, vi er sendt til. Det er et stort ønske for Johannes.
Hvordan det bliver at være almindelig gudstjenestedeltager, er Johannes spændt på, og som han slutter med at sige: ”Jeg har fortsat en kæmpe kærlighed til ÅVM. Altså jeg skal næsten sådan holde lidt igen, fordi ellers kunne jeg godt gå hen og bruge al min tid her” (efterfulgt af klassisk Johannes latter).