Kom og syng med, når der starter et nyt gospelkor i ÅVM til efteråret 2020!

Jeg, Sophie Lillelund, er musikvidenskabsstuderende på Aarhus Universitet, og jeg er en del af 16-miljøet i kirken. Jeg spiller selv klaver, saxofon og tværfløjte, og så er jeg vild med rytmisk kor. I ÅVM har jeg oplevet en fantastisk lovsangskultur og ser en kirke fyldt med folk, der kan synge og holder meget af det, og det skal vi bruge som grundlag for at starte et gospelkor i kirken. Koret skal give gode oplevelser med fællesskab, musik og Gud, og herfra går man hjem, gladere end man kom. Desuden håber og tror jeg på, at et sådant kor kan gøre tærsklen til kirken lavere. Koret er nemlig ikke kun for kirkens medlemmer, men er åbent for alle uanset tilknytning til valgmenigheden eller kirke generelt, så tag gerne din kollega eller nabo med – der skal være plads til både unge og gamle, mænd og kvinder.

Det er en fordel at have korerfaring og kunne læse noder, men det er ikke et krav. Du skal bare kunne synge rent og have mod på at synge flerstemmigt. Repertoiret kan være alt fra den traditionelle gospel til Kirk Franklin og Oslo Gospel Choir.

Koret øver onsdag aften kl. 19.30-21.30 i kirkerummet på Mjølnersvej 6, 8230 Åbyhøj. Første korprøve er onsdag d. 2. september 2020.

Hvis man bliver medlem af koret, vil der være et halvårligt kontingent på 450 kr. (250,- for studerende og personer på overførselsindkomst). Man er altid velkommen til at komme og synge med helt uforpligtende, inden man melder sig ind.

Vi skyder koret i gang med en åben koraften onsdag d. 2. sep. 2020, kl 19.30. Alle er velkomne denne aften, og arrangementet er gratis. Tilmelding er dog påkrævet, og det kan køre her

Vis din interesse og inviter dine venner her på Facebook-begivenheden: https://www.facebook.com/events/704252717037373/

Hvis du har spørgsmål eller idéer, er du velkommen til at kontakte mig på sophie.lillelund@hotmail.com.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *