Af Filip Arnbjerg og Jane Baumgartner

I dag vil vi invitere jer til et kig ind i Frisbee – børnekirkens tilbud til børn i 4-6. klasse. Frisbee mødes både søndage og tirsdag. 

En tirsdag i maj var der – udover fodbold, leg, kage osv – særligt stilhed og fordybelse på programmet. Lederteamet havde gennem noget tid snakket om, at det kunne være spændende at introducere stilhed og bøn for børnene – hvor børnene i både krop og sind fik mulighed for at mærke, hvad stilhed og bøn kan give plads til. 

Som introduktion til aftenen tog lederne sig god tid til at forklare, hvad børnene kunne forvente. Børnene var selvfølgelig helt frie til at vælge at deltage eller blot kigge på fra afstand.

De ord, der blev brugt som forberedelse til, hvad der skulle ske, var stilhed, fordybelse, ro, tid mellem en selv og Gud. Kirkerummet var lavet om til en ”stilheds-katedral” med forskellige bønnestationer. Børnene blev allerførst udfordret til at lægge sig stille på puder i kirkerummet til en guidet meditation fra ”I Mesterens Lys”. Herefter kunne børnene gå rundt til forskellige stationer: personlig forbøn fra to ledere, bibellæsning, manna-korn, post-it til bønneemner, tænde lys foran det store kors, tuscher og papir. Alle børnene deltog og mærkede, at det er godt at være i stilheden og i bønnen. 

Det er bestemt ikke sidste gang, vi vil sætte fokus på bøn og stilhed i Frisbee. 

Nogle af lederne i Frisbee. Fra venstre: Filip, Andreas, Kamilla – og forrest: Sara Marie

I forhold holdet af ledere, har vi nu et stabilt lederteam med Clemens, Kamilla, Andreas, Sara Marie, Rebekka og Filip. Henover foråret har vi desuden haft glæde af to seje ung-ledere: Anna og Astrid. 

Vi er gode til at hjælpe og dele ansvaret for aktiviteterne – og vi nyder lederfællesskabet omkring klub-aftenerne, som oftest starter med et måltid mad førend børnene ankommer. 

Nye ledere er meget velkomne – vi vil meget gerne have et par nye ung-ledere; så kender du et ungt menneske i alderen 15-18 år, der ville være glad for en med-leder opgave – så kontakt os endelig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *