Af Hans Christian Vindum Petterson
For noget tid siden gik jeg en tur midt i arbejdstiden. På en ustadig forsommer-dag var der et øjebliks ophør af regn, og jeg udnyttede det til at få frisk luft og klare tanker. Der, midt i parken med solen på mit ansigt, havde jeg et øjeblik hvor en tanke faldt mig ind ud af det blå. Det var en sætning der indrammer, hvad jeg tror, at vi, som menighed, må have fokus på. Sætningen ”lad jer varme af mig” dannede sig i min indre dialog. Jeg ved selvfølgelig ikke om der er tale om en fri association eller et profetisk ord, og jeg tænker ikke, at det ene udelukker det andet. Men den slags indskydelser har været en ledsager i mit liv i mange år. Ikke kun når de kom til mig selv på denne måde, men også når andre delte dem med mig. De har været med til at forme min livsbane og selvforståelse, de er en af grundene til, at jeg er blevet præst, og det har også givet retning for mit virke flere gange. Jeg fortæller sjældent vidt og bredt om personlige åndelige erfaringer som denne. Både fordi det ikke sker så tit, men også fordi jeg foretrækker at grunde over indskydelserne selv, bede, bedømme det ud fra Skriften og fornuften og tale med nogle få fortrolige.
Som jeg nævnte sidst jeg skrev dette indlæg, så oplever jeg, at menigheden er i en genopbygningsfase. Det var billedet om at genopbygge templet fra Ezras Bog og at både unge og gamle, nye og mangeårige medlemmer må finde sin rolle i genopbygningen.
Men dette ord: ”Lad jer varme af mig” giver for mig at se tre vigtige fokuspunkter for den genopbygning.
Noget af det vi skal have fokus på er spiritualitet – at søge Guds nåde og nærvær, hengive os til Hans varme og vejledning. Det er der allerede rig mulighed for, og samtidig er der nye tiltag på vej med fx aftengudstjeneste, lovsangsaftener, bibelskoleforløb mm.
Et andet fokus er behovet for at styrke og opbygge fællesskaber og varme relationer. Det er særligt dette som jeg har reflekteret over i dette indlæg og ”lad jer varme af mig” førte mig til Prædikerens Bog 4,7-12:
Dernæst så jeg en tomhed under solen: Der kan være en, som ikke har nogen anden, hverken søn eller bror; der er ingen ende på alt hans slid, og hans øjne mættes ikke af rigdom. »Hvem er det egentlig, jeg slider for, og for hvis skyld giver jeg afkald på livets goder?« Også det er tomhed og en ulykkelig plage! Hellere to end én, de får god løn for deres slid. For hvis de falder, kan den ene hjælpe den anden op. Men ve den, der er alene! Hvis han falder, er der ingen anden til at hjælpe ham op. Og når to ligger sammen, kan de holde varmen, men hvordan får man varmen, når man er alene? Den, der er alene, tvinges i knæ, men to kan holde stand. Tretvundet snor brister ikke så let.
Vi er midt i bryllupssæsonen, hvor denne bibeltekst ofte bliver benyttes til at tale om ægteskabet. Men Kong Salomos visdomsord er ikke begrænset til det ægteskabelige samliv. Derimod adresserer han ganske almenmenneskelige behov for nære relationer. Den åndsfyldte kong Salomo beskriver hvorfor varme relationer er uundværlige for alle, og dermed indirekte hvorfor kirken må være intensivt optaget af at fostre sunde fællesskaber. Kong Salomo beskriver de nære relationer som: identitetsskabende, meningsgivende, oprejsende, varmende og styrkende. Alt sammen uundværligt for os.
Det første ordsprog beskriver relationer som identitetsgivende (4,8a). Mennesker finder i et vidst omfang ud af hvem de er, når de indgår i nært fællesskab med andre. Derfor siger Salomo at ”en, som ikke har nogen anden” oplever livet slidsomt uden ende og bærer en umættelighed som ikke engang velstand kan erstatte. Alt for mange har kun distancerede relationer i vores samfund, og vi må spørge os selv: har jeg nogen som er tæt på? Ser jeg nogen omkring mig som mangler det?
Det andet ord italesætter relationer som meningsgivende (4,8b-9). Ensomhed i eksempelvist arbejde og virke kan lede til meningstab, hvor man en dag spørger: hvem er det egentlig jeg slider for? Derfor er det en bedre ”løn” ifølge Salomo, at samvirke med andre, selvom det er krævende på en anden måde. Du er ikke alene og skal ikke tjene alene. Blot det faktum at du kan komme til at nyde rejsen så meget som resultatet er allerede nok. Salomo giver en vigtig korrektion til en kultur der har tendens til at ophøje selvgjort succes. Faren er, at arbejde og selve livet kan miste sin mening, hvorimod nære arbejdsrelationer bidrager med netop det. Det gælder naturligvis også i kirke og lederskabet, der derfor må have fokus på, at flest muligt inddrages.
Det tredje ordsprog skildrer relationer som oprejsende. Salomo fremhæver her fællesskabet som et middel til at hjælpe os op igen, når livet har væltet os omkuld. I åndeligt perspektiv er det også afgørende, at vi har fællesskaber som formidler Guds oprejsning – tilgivelsen, nåden og fornyelsen, og som støtter os. Den type fællesskab kræver trofasthed, prioritering og forpligtelse, for uden det kan vi ikke være et ærligt, tillidsfuldt fællesskab, hvor vi får taleret i hinandens liv og samtidig tør lade maskerne falde. Men det er vigtigt, siger Salomo, for når vi lader andre være så tæt på, så kan de hjælpe os med 1) at indse at vi er faldet og har brug for hjælp; 2) at rejse os og støtte op.
Det fjerde ordsprog taler om hvordan relationer ’varmer’ os. Vi har brug for hinanden for at holde os varme. Mange har set hvordan ukrainske familier ligger helt tæt i meget små kolde rum i belejrede byer – det gør de for at holde varmen. Det er billedet Salomos ordsprog fremkalder hos mig. Relationer kan faktisk være med til at beskytte os fra nattens mørke. Alene er vi udsatte og sårbare, og kulden kan let få tag i os. Som kirke er vi i særlig grad optaget af at skabe varme relationer i form af åbne fællesskaber – uden dem finder vi os ikke hjemme i menigheden.
Det sidste ordsprog fra Salomo er, at relationer er styrkende – i forståelsen modstandsdygtige og udholdende. Relationer kan forankre og styrke vores gejst, når modstand og svære tider rammer os. Men Salomo går videre her end blot at tale om gevinsterne ved nære mellemmenneskelige relationer, når han taler om tretvundet snor… Gud er med i fællesskabet. Salomo beskriver hvordan Gud virker gennem de nære relationer; han er med, nærværende, sammenbindende, styrkende. Tænk, at universets Skaber er til stede i vores relationer.
Derfor må kirken være fokuseret på at skabe sunde fællesskaber, hvorigennem Gud formidler os identitet, mening, oprejsning, varme og styrker os.
“Et tredje fokus og uopgiveligt ærinde som vi må have, er at Guds varme ikke kun er til os – udover at søge Åndens nærvær og hinandens fællesskab, så sendes vi ud af de kirkelige rammer med Guds varme. Vi er kaldet til at lade Guds varme sprede sig og komme naboer, kollegaer, by og omgivelser til gode. Det er afgørende, det er kirkens kald og mission og kun ved selv at søge og prioritere Åndens nærvær og det kristne fællesskab, kan vi autentisk invitere andre til at erfare den samme varme fra Gud.
Lad os søge Ham som vil varme os henover sommeren.