Af Maria Kjær Jensen, teamleder og koordinator
Lørdag den 28. oktober 2023 var turen for Northern Assemblys turné kommet til Aarhus Valgmenighed. De turnerer med deres nye album‚ The Choir of Trembling Hands‘, som udkom dagen forinden koncerten.
Jeg kunne skrive om, hvordan kraften i Dina Dánialsdóttirs stemme, der insisterende gentager omkvædet af “All’s OK”, som en manifestering af lyrikken, og koret, der tilslutter sig denne insisteren på, at tiden vil overvinde tabet af ens kære, sender gåsehud igennem hele kroppen.
Eller jeg kunne skrive om Dina, der tiggende rækker sine hænder frem og synger: „Someone please linger“ med et indfølende udtryk i ansigtet. Et mellemspil afsluttes med det, der mest af alt minder om et forskønnet skrig fra Dina, hvorefter hun igen tiggende synger: „Someone please linger“, imens hun stamper i jorden som en tumling, der magtesløst insisterer på at få sine behov opfyldt. Sangen slutter brat med ordene: „I can’t even ask you to stay“, og således bliver Dina efterladt uforløst i pandemiens faste jerngreb.
Jeg kunne også fremhæve, hvordan koncerten slutter af med, at hele salen synger „Bring us closer together“, imens Dina for en stund træder tilbage fra mikrofonen og observerer, hvordan Northern Assemblys sang opløser pandemiens dødstag i fællesskabet.
Men ligegyldigt hvor tryllebindende disse følelser var (og det var de), så var det mest fascinerende ved Northern Assembly’s liveoptræden, at de tog mig på en associationsrejse igennem alle afkroge af verden. Så i stedet for at tage dig igennem hele koncerten – som du klart bør opleve selv – vil jeg tage dig med på tre af de rejser, jeg kom med på. Men først skal scenen sættes:
Dagligstuen
Som jeg finder en plads på balkonen i den propfyldte kirkesal bemærker jeg, at scenen er fuldstændig forandret. Alt, der minder om en kirkeopstilling er fjernet, og i stedet er bandets instrumenter fordelt over hele scenen. Et kæmpe banner i – på mystisk vis – varme sorte toner med bandets logo pryder bagvæggen, og på gulvet er placeret store, gammeldags, mørkerøde tæpper. Sammen med glødepærerne, der inddeler scenen i fire sektioner – en for hvert bandmedlem – skaber alt dette en varm dagligstuestemning, allerede inden bandet er gået på scenen.
Bandets fire medlemmer, Dina Dánialsdóttir, Andreas Bevan, Jens Hedegaard, og standin for Jesper Smalbro: Gustav Friis, går på scenen sammen med deres 16-mandskor. Bandet er klædt i sort/hvid og kongeblå farver, som står i kontrast til det ellers varme farvetema. Korets lidt rodede, men nedtonede påklædning, der ellers passer ind i dagligstuetemaet, brydes af matchende kongeblå armbind på højre overarm, som jeg et øjeblik studser over betydningen af. Mere om det senere.
Så er vi klar til at tage på rejse.
One Day (I Will Return)
Bandets gode, gamle traver, ‚One Day (I Will Return)‘, sender med det samme min fantasi ud på den amerikanske prærie. Sangens taktfaste rytme omdanner Andreas og hans folky fedora til en ensom cowboy, der på hesteryg bevæger sig langsomt henover ødesletterne.
Imens han synger „Still my heart // Its no good to listen to the voices in the dark // still my soul // you know just how I feel when I hear the mountains call“ ser jeg den urolige cowboy for mig, og den taktfaste rytme narrer mig til at tro, at den ensomme kun har ét mål i sigte: Hjem, hvor hjertet er roligt.
Sangen afslører dog en større rodløshed end først antaget: „One day I // will return to my home // but it won’t be now“, og langsomt men sikkert vender cowboyen i mit hovede om og ridder målrettet tilbage mod bjergene, hvor eventyrene venter, imens Andreas runder sangen af.
Easy On Me
Scenen bliver mørk og et spotlight bader Dina i blåt. Hun begynder sangen ‚Easy On Me‘ alene. Dina efterlades dog ikke alene særlig længe, men selskabets toner er ikke betryggende: De mandlige bandmedlemmers dybe andenstemmer ankommer som en storm, der kaster bølger ind over Dinas lyse stemme, og tonerne vælter indover hinanden i et smukt, dystopisk associationsspil.
Det hele går op i en højere enhed, da det blå spotlight og bandets harmoniserende stemmer matcher den orkan, de synger om: „When hurricane’s blowing, blowing“.
De lader stormen hvirvle tonerne rundt i alle hjørner af salen for en stund, så ikke et støvfnug efterlades uberørt af stemmerne, men pludselig bliver der ro; Mændene er tavse, og Dina står igen alene tilbage i spotlightet og synger: „Please, go easy on me“ til det blå hav, der omgiver hende.
Stand With Us
Da bandet begynder sangen ‚Stand With Us‘ står betydningen af korets kongeblå armbind med ét klart, og jeg slynges ud på en rejse, der ikke kan bestemme sig for, om den foregår i Ukraine, Israel eller Gazastriben. Sangen lyder som en kampsang fra en befolkning, der beder omverden om at stå sammen med dem. Koret og dets militære armbind omdannes til en deling soldater, der i omkvædet synger: „Stand with us // and raise your arms with us // don’t hide yourself away // stand with us“.
Hvis ikke Northern Assembly havde udgivet sangen flere år før krigen, kunne man fristes til at få den tanke, at den var skrevet som en sang fra præsident Zelenskyj til den vestlige verdens ledere. Sangen får nærmest profetisk karakter, da den fortsætter: „We won’t believe the untrue // The false deceitful, see-through“, og hvis ikke kuldegysningerne allerede er i fuld flor på dette tidspunkt, så kommer de det i hvert fald ved linjerne „We were made for more than // fighting for our homeland“.
Denne gang efterlader bandet dog ikke publikum modløse. Med sangens profetiske elementer, bliver vi foræret håbet om, at også den efterfølgende sang ‚Choir In Hands‘, engang i en (forhåbentligt nær) fremtid kan få profetisk karakter: „The day came they finally called for peace // a choir slowly sang as people filled the streets“.
Hvis ikke her, så måske et nyt sted.