Af David Viftrup, daglig leder

”Da jeg begyndte at se mit arbejde som et kald, blev jeg meget gladere”

Sådan skriver forfatter Kasper Støvring i en kronik i Kristeligt Dagblad d. 9 februar. Helt uden jeg har bedt ham om det 😊 Men hvor er den sætning lige i øjet på den hensigt, vi har haft med at udgive bogen ”Med Gud på arbejde”, som netop er, at tale Guds hensigt med arbejdslivet op. 

I kronikken taler Kasper ind i en større samtale omkring arbejdslivet, der for tiden kører hen over landet, hvor også regeringen deltager. Her med fokus på at få danskerne til at arbejde mere, så hjulene kan køre bedre rundt omkring vores velfærdssamfund. I den agenda fra regeringen ligger en indirekte forståelse af, at arbejde er hårdt og træls, men vi må bide i det sure æble og gøre det. Ikke bare for vores egen forsørgelse, men også for statens skyld, hvis der skal være råd til velfærden. 

Men hvorfor arbejder vi overhovedet, spørger Kasper Støvring, og udfordrer den logik? Her slår han tonen an og siger: Fordi arbejdet har værdi i sig selv. Ikke bare over for staten men overfor os selv, og for dem vores arbejde har gavn. 

Og her rammer han en essentiel tone. Nemlig at vores arbejde har mere i sig end at tjene penge. Det er en del af Guds formål med os, at vi kan arbejde og skabe et samfund sammen, og det er en måde, vi kan tjene vores næste på. Ved at vores arbejder kommer dem til gavn. 

I den større samtale i samfundet om arbejdslivet går samtalen ofte på, hvor meget vi skal arbejde, og hvordan arbejdsforholdene skal være. Men jeg tror, at den afgørende nøgle først og fremmest ligger i at finde motivationen i at arbejde, og opdage, at vi kan tjene Gud og vores næste gennem vores arbejde. 

Ib Nørhølm skriver i anbefalingen af ”Med Gud på arbejde”, at det at tjene og være kaldet ikke er forbeholdt de få. Det er ikke de få i kirkeligt arbejde, missionsorganisationer og sygehusvæsenet, der er er de eneste, der kan tjene penge samtidig med, at de er kaldet og tjener Gud. At tjene gennem vores arbejde er muligt for os alle uanset branche, fordi vi alle kan tjene vores næste gennem netop dette. Ikke kun ved at være venlige, næstekærlige og fortælle om Jesus, men også gennem selve fagligheden, vi bringer i spil. 

Min håb er, at denne erkendelse gør, at vi ikke skal opleve at have A og B tid i forhold til at tjene Gud. Vi kan tjene Gud i arbejdslivet, og vi kan tjene Gud gennem vores involvering i menigheden og andre organisationer og sammenhænge. Nøglen er, at vi bruger det, som Gud har givet os, og gør det, som for Ham til gavn for andre.

Se mere om vores bog ”Med Gud på arbejde” her: www.ÅVM.dk/bogsalg

Og læs Kasper Støvrings kronik her: https://www.kristeligt-dagblad.dk/debat/forfatter-da-jeg-begyndte-se-mit-arbejde-som-et-kald-blev-jeg-meget-gladere?fbclid=IwAR3EVZ-vt45TPwu8QSiCMSt5yvDT65lId0pHW_W7LxrkOvtwe2foukaXhpQ

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *