Af Erikka Albrechtsen
Jeg mindes den dag, jeg for første gang satte min fod i ÅVM. Min ven kom fast i kirken, og havde flere gange inviteret mig med på Alpha, et kristendomskursus for troende såvel som ikke-troende, men jeg var ikke selv kirkegænger eller troende for den sags skyld. Til en gudstjeneste i en sognekirke går man ind, nikker høfligt til folk og sætter sig til rette, og selvom jeg skulle på kursus og ikke gudstjeneste, så var alligevel lidt med denne forventning jeg fik ind ad døren. Min skepsis blev ikke mindre af, at jeg ikke trådte ind i et lille rum, men en stor hall med folk i cowboy bukser og neofarvede sneakers. Jeg husker, at jeg kastede et lidt forvirret blik på min ven for at finde en grimasse, der kunne passe. Skulle arrangmentet ikke holdes nede i den kirke hun kom i? Havde vi mon misforstået datoen? Jeg nåede ikke at finde en passende grimasse, for inden jeg havde set mig om, blev jeg mødt med et kæmpe smil og et knus af en af Alpha-værterne. Jeg oplevede en hjertelighed, som vi som samfund nok ikke dyrker så meget, vi holder lidt mere på formerne, hvilket jo er ærgeligt, for som jeg senere fandt ud af, taler Jesus i Matt 25:35-40 netop om dette aspekt:
“v35 For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, v36 jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. v37 Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? v38 Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? v39 Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? v40 Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”
Vi er som mennesker således skabt med et dybt, fundamentalt behov og længsel efter at blive taget imod af et andet menensket, når vi træder ind på ny grund.
Jeg oplevede som ny i kirken at blive inviteret til en masse arrangmenter, fællesskaber, men for mig personligt, var måden ÅVM holder gudstjenste på noget af det der gjorde, at jeg følte mig rigtig godt tilpas. Jeg plejer lidt at joke med, når jeg skal forklare mine ikke-kristne venner hvad ÅVM er for en kirke, at det er lige som at være med til en Cold Play koncert – der er gang i en karismatisk kirke. Her er præsten, igen, klædt i cowboybukser og sneakers, og hvorfor dog give ham hånden når man give ham et high-five i stedet? Nogle kommer i bare tæer, andre står og hopper og danser under lovsangen, og andre synger med af hjertens lyst. Engang sad en dame ved siden af mig med røde øjne, men smilte venligt til mig, rejste sig op og lovpriste Gud af sine lungers kraft. Dét synes jeg var både modigt, og fedt. Den frimodige tone og måde at holde gudstjeneste på handler på ingen måde om én enkelt ting, der gør hele udslaget, men om en indstilling til tingene, som til sammen har gjort, at jeg følte mig velkommen.
Det er jo svært at træde ved siden af, når alt man gør bare er helt okay!