Af Levi Rauff

14233481_10206995214733925_1905113001_oEr det okay, at jeg er vred på Gud og kan jeg tillade mig at råbe ad ham? Kan Gud rumme mig som jeg er? Er der begrænsning på, hvad jeg kan føle og udtrykke over for Gud? Det er spørgsmålet, som har spillet en vigtig og central rolle i min tro. Jeg hedder Levi Rauff og jeg er glad for ÅVM!.. Og så er jeg også glad for ÅVM’s kælder, hvor jeg med flere andre gutter spiller tung og rå metal-musik.

Vi deler passionen, glæden og frustrationen over livet – heraf det at tro på og følges med Gud. Det kanaliseres alt sammen gennem den meget energiske og måske skræmmende og mørke musik. Men bag dette umiddelbare udtryk, gemmer der sig et meget komplekst og mangfoldigt landskab af følelser, tanker og udtryk.

Da jeg for første gang oplevede lovsang spillet med dundrende trommer, tunge forvrængede guitarer og skrigende vokaler, var det en skelsættende oplevelse. Her havde nogle kristne fyre gang i at udtrykke deres lovprisning til Gud – men også deres frustration. Tydeligvis mente de virkelig, hvad de lavede, og på en måde, der føltes forfriskende rå og ufiltreret.

Bandet var Barricades, som bl.a. Andreas Larsen og Morten Storgård fra ÅVM
spillede i. De kom begge i en kirke der hed Århus Valgmenighed. Så kan det nok være, at jeg syntes denne kirke lød interessant! Født af lignende oplevelser, af metallens og Guds kraft, er der i dag 4 aktive metal-bands i Danmark, som både er forankret i det sekulære metalmiljø og i kirken.

Jeg brænder vildt for, at andre må opleve den frisættelse og rummelighed Gud giver, som jeg har oplevet gemmen metalmusikken. Men musik er vel en smagssag, ikke’? Jo bestemt, men vi bør udfordres og opleve andre mennesker dyrke Gud på forskellige måder. Her har jeg oplevet, at den rå musiks, direkte og uforbeholdne udtryk kan noget unikt. Ofte udtryk, som også gospel-musk og salmer har, og som jeg vil sige metal-musikken forstærker.

Jeg har oplevet alt fra ældre damer til børn blive forskrækket af musikken, men derefter positivt overrasket og interesseret i udtryksformen. Det har vist dem noget om det at være et helt menneske og dét at udtrykke sig uforbeholdent og direkte i forholdet til Gud. Hvad enten det gælder glæde eller sorg.

Derfor brænder/arbejder jeg sammen med flere af de tunge drenge fra kælderen for/på at bringe lidt af samme skuffe frem for alle jer i ÅVM!

2 thoughts on “Kristen metal som lovprisning og udløb for frustrationer

  1. Dejligt at læse om metalbands, der tilbeder Gud og følger efter Kristus. Hvor skønt, at I som metalbands bringer tilbedelsen af Gud ind i andre dimensioner, end dem jeg er vant til. En overgivelse til Gud hvor alle følelser er i spil; i et råt og ægte udtryk. Jeg kan ikke selv være i denne tilbedelse, pga. for mange sansestimuli; men herligt at I også får plads i vores kirkefamilie. For Gud vil mangfoldigheden. Som Levi beskriver i sin historie, har I helt sikkert en taleret i menneskers liv, som er hjemme i jeres måde at udtrykke jer på. TAK, for at I lever jeres passion ud.

    Må Gud velsigne jer rigt og vejlede jer, dér hvor Gud kalder jer til at spille og til at vandre med mennesker, så de også lærer den treenige Gud at kende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *