Sommerferien er forbi og hverdagen er startet på ny. Børnekirken er også tilbage og glæder sig til at byde børn og teens velkomne til en ny sæson.
Vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at lave en sikker og tryg børnekirke med de begrænsninger, som vi er underlagt lige nu – så ingen skal være bange for smitte. I vil opleve, at restriktionerne er lidt anderledes end skole og institutioner. Børnelederne er instruerede i retningslinjerne og vil gøre alt, for at efterkomme dem.
Børnegruppernes inddeling
Børnegruppernes inddeling er vejledende, og retter sig mod det alderssegment indholdet primært er målrettet. Det betyder, at hvis man er lidt ældre eller lidt yngre end det angivne, er man stadig MEGET velkommen! Som altid er forældre også meget velkomne i børnekirken. Det er fra en base af tryghed, det enkelte barn kan åbne sig op mod andre børn, og danne relationer og tage imod fortællingerne om Jesus.
Noahs ark: 4-6 år (børnehavebørn)
Bataljon: 0-3. klasse
Frisbee: 4-6. klasse
Teen: 7-9. klasse
Der vil være børnekirke til gudstjenesterne kl. 10.00.
BørneLounge:
Til SommerOase i Aarhus Valgmenighed indtroducerede vi med stor succes BørneLounge. Det vil vi indføre til 12.30 gudstjenesten i en prøveperiode de næste 4 søndage.
BørneLounge er et fristed for børn i alderen 0-6. klasse med gratis sodavand og chips. Børnene nød fællesskabet med hinanden, spillede spil, bordtennis og dannede relationer på tværs. Der vil som udgangspunkt ikke være ledere tilstede.
Frisbee og teenklub
Frisbee mødes desuden hver anden tirsdag aften til klubaften. Programmet er endnu ikke fastlagt – hold øje med kirkens kalender på hjemmesiden.
Teenklubben starter op onsdag den 2. september 2020 kl. 19-21. Det endelige program kommer senere.
Frivillig stab i børnekirken
Her i august er Filip Arnbjerg startet på frivillig stab med fokus på børnekirken. Filip vil have fokus på Frisbee, løse forefaldende opgaver i børnekirken og være med i planlægningen af børneårsmødet. Giv Filip en corona-albue når I ser ham!
Herudover skal lyde en kæmpe TAK til alle de frivillige børneledere, der uge efter uge stiller sig til rådighed for børnene og rækker evangeliet, smil og nærvær, så vores børn og teens oplever at Jesus ser dem i øjnene og elsker dem.
Det er uvurderligt! TAK!
Er der spørgsmål eller har I lyst til at høre mere om at være leder i børnekirken, så kontakt mig på jane@valgmenighed.dk eller kig forbi kontoret i kirken i løbet af ugen.
På gensyn!
Kærlig hilsen
Jane Baumgartner