Af Mikkel E. Smidt
>>For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt i blandt dem.<< Matt. 3, 20.
ÅVM har længe været en kirke, der opmuntrer os som menighed til at danne fællesskaber udenfor kirkens vægge, som vi fx ser med klyngefællesskaber. Jeg er så privilegeret at bo sammen med to andre herlige fyre fra ÅVM ved navn Heine Nielsen og Simon Krüger. I sommeren 2014 blev vi enige om, at vi ville prøve at åbne vores hjem op med fællesspisning og efterfølgende hygge en gang hver anden uge, så folk primært fra 16-miljøet, kunne komme og måske tage deres studiekammerater med ind i vores hjem. Dette tænkte vi kunne bringe os tættere sammen som kristne brødre og søstre og hjælpe ny-tilflyttere med at møde nogle nye mennesker fra kirken. Samtidig kunne det også virke mere nede på jorden for ikke-kristne at møde andre kristne i mere hjemmelige hverdagssammenhænge fremfor nede i kirken. Vi oplevede stor tilslutning og antallet af folk der kom til fællesspisning varierede mellem 5-15 fra gang til gang. Ikke så lang tid efter åbnede vi op for åbne andagter, der så foregik vekslende med fællesspisning hver anden uge. Her lovsang vi med hinanden, talte ind i hinandens liv og bad for hinanden. Her varierede antallet også mellem 5-15, men der tog folk ikke rigtig studiekammerater med.
I den tid vi holdte fællesspisning og åbne andagter i vores lejlighed, oplevede vi en stor velsignelse i, at folk kom ind i vores hjem og følte sig trygge her. Vi kunne veksle mellem at have det sjovt og så dele tro og liv med hinanden. Lige så stille blev vores hjem også et sted hvor folk kom udenfor de arrangerede events, da de virkelig var glade for at komme i vores lejlighed. Herigennem fik vi også nogle stærke snakke og lærte hinanden at kende på en helt ny måde. Gud var virkelig til stede i den tid og byggede nogle stærke bånd mellem nogle af os. Oveni ved folk nu, at Lundingen er et sted de kan komme og blive mødt med åbenhed og varme.
Efter et års tid besluttede vi os for at lukke ned for fællesspisning og åbne andagter, da andre opgaver som arbejde og studie krævede vores tid. Vi har været utrolig taknemmelige for de gaver Gud har givet os i den tid vi åbnede vores hjem, og vil opmuntre andre til at gøre det samme. Vi er en menighed og vi er kristne brødre og søstre, der en dag alle skal bo sammen i vores Fars Rige. Så grib chancen og del liv med hinanden i hjemmelige rammer, og oplev hvordan Gud måske beriger jer på nye måder.