Af Hans-Christian Vindum Pettersson
Jeg har de sidste måneder genlæst Ezras bog og vil her dele et par perspektiver med jer fra kapitel 3,8-13.
Forhistorien til Ezras bog er, at Israel tidligere var blevet indtaget af stormagten Babylon. Kong Nebukadnesar sikrede sit herredømme ved at ødelægge templet og Jerusalem og tvangsflytte de ledende samfundslag. Mange år senere overvandt Perserriget Babylon, og den nye hersker, Kong Kyros, havde en ny politik for fred i storriget. Ezra fortæller i kapitel 1, at Gud havde lagt det på den hedenske konges hjerte at sende det eksilerede folkeslag tilbage for at genopbygge både templet og byen. Ezra beretter videre i sin bog om hjemvendelsen og genopbygningen af templet og byen. I kapitel 3 er genopbygningen af templet i fokus.
Jeg hæfter mig ved tre ting som beskrives i forbindelse med genopbygningen:
1. Man sænkede aldersgrænsen for levitter til 20 år og fjernede pensionsalderen på 50 år (jf. 4. Mos 4 og 8; 1. Krøn. 23 og 31). Med andre ord inkluderede man de unge og de ældste i arbejdet med at genopbygge for at have hænder nok, og for at alle kunne være med.
2. De lagde et fundament til templet. Det er det centrale omdrejningspunkt i passagen, fordi det afgør, hvor stor og solid bygningen vil blive.
3. De sang imens de arbejdede. De jublede over Guds trofasthed: ”Tænk, at vi er kommet ud af krisen. Tænk at vi er hjemme. Tænk at vi kan være med til at bygge op.” Men det var ikke kun glædessange. De, som havde oplevet Salomos tempel, græd over, at det nye ikke ville blive sådan, som det de huskede. Afslutningen på kapitlet beskriver, at klagesangen og lovsangen var uadskillelige og kunne høres langt væk.
Genopbygningen af det gammeltestamentlige tempel er for mig en påmindelse om, hvor vi er som menighed. Den sidste tid er vi trådt ud under flere krisers skygger – senest pandemien, som virker til at ligge bag os. Nu oplever vi i anden række krig i Europa, og hvad den krise vil udvikle sig til, ved kun Gud.
Med hensyn til krigen så opfordrer jeg til, at vi vedholdende og trofast beder for det ukrainske folk, vore brødre og søstre i Ukraine og Rusland, og at Gud vil bringe fred, så ukrainere kan vende hjem og genopbygge deres land og liv.
Med hensyn til os, så oplever jeg, at vi er i en tid, hvor der skal bygges op, både hvad angår personlig efterfølgelse og vores menighed. Og det samme, som israelitterne begyndte med, er vigtigt for os:
Vi skal fjerne grænser og barrierer for, hvornår man kan være med til at præge fællesskabet. Vi har brug for, at alle er med og tager del i at skabe menigheden. Gamle. Voksne. Unge. Børn. De, som har været medlemmer længe, og de, som lige er kommet. Nogle af de bibelske billeder på menigheden er et legeme, en bygning, et træ. Vi skal se os selv som lemmer på kroppen, sten i murværket, grene på træet. Vi er med andre ord en del af helheden og har alle en given og vigtig plads, noget at udleve som en del af menigheden.
Jeg vil gerne opfordre dig til, hvis ÅVM er dit åndelige hjem, at tage din plads. Og hvis du ikke føler dig hjemme, så opfordrer jeg dig til at tage kontakt til og tale med os. Og spørg også dig selv: hvad ønsker jeg at tjene andre med? For som menighed er vi gensidigt forpligtet på at tjene hinanden, og det er en nøgle til tilhørsfornemmelsen.
Hvad angår fundamentet, så skal vi heldigvis ikke skabe det selv. Det er givet fra oven: Jesus Kristus er Herre, og Helligånden levendegør. Vi bygger alt på Guds kærlighed og nærvær. Det er også mit fokus: at Jesus er og forbliver fundamentet. Det, mener jeg, kræver, at vi fordyber os mere i Skriften, beder og lytter mere til Guds Ånd, prioriterer fællesskabet mere, tjener hinanden mere med de gaver, Gud giver os, engagerer os mere i vores omgivelser og inviterer flere til at udforske Jesus og prøve kirke. Uden fokus på passioneret spiritualitet, varme relationer og missional livsstil begynder vi at erstatte fundamentet med noget andet.
Og mens vi sammen opbygger en fantastisk kirke for alle og tjener vores by og medmennesker, så vil nogle juble over muligheden for at være med til at bygge op, mens andre vil være fyldt af sorg over det, som ikke bliver som før. Både skaberglæden og savnet er der plads til at udtrykke midt i byggerodet, og jeg håber, at det må være uadskillelige samklingende toner, som må kunne høres vidt omkring.