Jeg er løbet tør for bønner. Sådan kan det opleves, når livet bliver rigtigt frustrerende. Det er en vanskelig tid for mange af os. Nogle kæmper med ensomhed, andre med hjemmeskoling af børn der savner kammerater og en normal hverdag. Vi kan ikke planlægge, som vi gerne vil eller er bare dødtrætte af teams og zoom.
Alting har en tid, skriver prædikeren i Gammel Testamente (Præd 3,1-4)
Alting har en tid,
for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt
En tid til at græde…
En tid til at holde klage…
For nogle år siden havde SommerOase besøg af Ajith Fernando, en forkynder fra Sri Lanka. I den forbindelse fik jeg lejlighed til at have nogle personlige samtaler med ham, som fik stor betydning for mig. Både i undervisningen og samtaler blev det så tydeligt at Ajiths liv og tjeneste var formet at lidelse og smerte. Han mindede os om at kirken i vesten ofte har glemt klagens teologi og praksis. Fordi mange vestlige kristne ikke har fattigdom og krig inde på livet på samme måde som kristne i syden. Gennem en global pandemi er livets skrøbelighed kommet nær hos os på en ny måde. Det er tid til at holde klage.
Hvis dine “normale” bønner er løbet tør, er det måske tid til at du genopdager den bøn, hvor du udøser din frustration og klage for Gud.
- Du kan begynde med at bede Davidssalmerne. Hver tredje er en klagesalme.
- Du kan læse klagesangene. En hel bog tilegnet folkets klage.
- Du kan læse Ajith Fernandos bog: The call to joy and pain. 30 korte kapitler med refleksioner over at integrere smerte og lidelse i livet og troen. (IVP 2008)