Solveig brænder for at gøre en forskel for de unge mødre på Ryhavekollegiet, som har brug for frivillige, der oprigtigt er interesserede i dem og ikke bare endnu en fagperson.
Af: Line Grønbæk og Mikaela Ølholm, 3K-praktikanter
Ryhavekollegiet er et kommunalt tilbud, hvor unge enlige mødre med lyst til eller i gang med uddannelse kan bo, og få ekstra støtte til hverdagens udfordringer. Her er der plads til 12 kvinder med deres barn. En del af tilbuddet er, at der hver onsdag er fællesspisning. Det er beboerne, der på skift med hjælp fra en frivillig står for fællesspisningen.
Solveig på 25 år, jordemoderstuderende og ÅVM’er, er frivillig på Ryhavekollegiet. Hun føler meget glæde ved at kunne hjælpe disse kvinder i deres hverdag. Hun får både noget ud af det fagligt og også personligt. Dog er det relationerne, der er det vigtigste for Solveig. Udover at hjælpe med fællesspisningen har hun engageret sig yderligere ved at blive tilknyttet til én af de unge mødre. De mødes et par gange i måneden og laver alt lige fra at drikke en kop kaffe til en tur til IKEA.
“Jeg er blevet et ekstra netværk”
Jeg har så meget at give
Grunden til, at Solveig blev frivillig på Ryhavekollegiet, var, at hun følte, at hun havde meget at give, og hun så et behov, som hun kunne være med til at udfylde. Nu oplever hun den glæde, der er forbundet med de relationer, hun har fået med kvinderne. Kvinderne udtrykker også stor glæde og taknemmelighed over de frivillige, som er der af ren lyst.
“Det giver helt vildt meget energi, når man virkelig kan mærke, at det her er noget, jeg er god til, og de får helt vildt meget ud af, at jeg er der. Det handler om at være sig selv og give noget af sig selv.”
Gud skaber en brand i mig
For Solveig handler det ikke om at fortælle kvinderne om Gud, men om at være oprigtig og ærlig og bare at være der for dem. Dog mærker hun, hvordan Gud skaber lysten og kærligheden i hende til at brænde for disse kvinder. Hun pointerer, at det tager tid at skabe tillid til hinanden, men når det sker, kan der opstå dybe samtaler om tro og om livet, hvor Solveig heller ikke lægger skjul på, at hun er kristen.
“Det har en helt særlig værdi, at man gør noget af lyst i sin fritid. Der er nogle mennesker, der møder så mange fagfolk, og det at møde en som bare vil en og bare har lyst til at være der for en og hjælpe med det, som lige står og brænder på, det gør bare helt vildt meget.”
Hvordan bliver man frivillig?
Selvom Ryhavekollegiet ikke har noget med ÅVM at gøre, så efterspørger frivilligkoordinatoren Johanne frivillige fra kirken. Hun har erfaring med, at folkene fra ÅVM er en god gruppe, og hun vil meget gerne, hvis hun kunne få flere frivillige herfra.
Der er en psykolog, en socialrådgiver, en sundhedsplejerske og en leder tilknyttet til kollegiet og for tiden kun to frivillige inklusiv Solveig. Der er altså akut behov for frivillige, for at tilbuddet kan fortsætte i sin nuværende form.
Hvis du vil høre mere, er du velkommen til at kontakte Solveig (solveig287@msn.com) eller Frivilligkoordinator Johanne (87 13 34 17)