Af Kamilla Skovgaard, assistent i børnekirken

Forårsfarverne titter mere og mere frem udenfor, og det gør de også inde i Bataljonen. Vi nyder, at vejret er ved at blive lidt varmere, så vi rigtig kan komme ud og lege i gården. Vi har fået anskaffet en hyndeboks, som nu er fyldt med udendørslegetøj, så børnene har et godt, konkret udgangspunkt for at starte leg og dermed styrke fællesskabet på tværs børnene imellem. 

Vi nyder også de kreative aktiviteter, som er med til at pynte væggene inde i Bataljon-lokalet. Børn har – præcis lige som voksne – forskellige veje hvorigennem de erfarer og udtrykker sig i vandringen med Jesus – og for nogle er det igennem det kreative rum.

I forbindelse med en søndag, hvor fokus var bøn, lavede nogle af børnene farvestrålende taknemmeligheds-blomster, som nu er strøet ud over væggen. En meget fin og konkret måde at lade bønnens sprog udfolde sig håndgribeligt og kreativt. 

Stik gerne hovedet indenfor en søndag og se, hvad børnene har lavet – du vil helt sikkert blive i godt humør af det og blive inspireret af børnenes umiddelbare og konkrete tilgang til livet med Jesus.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *