Af Andreas Nørgård Lodahl
I samarbejde med Center for Kristen Apologetik (CKA) fik vi d. 24/10 i ÅVM fornemt besøg af den australske historieprofessor, John Dickson. Jeg vil her fortælle om min oplevelse af arrangementet.
Der var en behagelig stemning i kirkesalen, hvor omkring 100 personer dukkede op for at blive klogere på, hvordan kristendommen har forandret verden.
Jeg gik ind til foredraget uden at forvente det store. For det første kendte jeg ikke Dickson på forhånd. For det andet, har jeg altid haft det svært med at forholde mig til historiske argumenter for kristendommen. Jeg ved ikke specielt meget om historiefagets metoder. Når kristne apologeter argumenterer for, at Bibelen er en troværdig kilde ved at henvise til Julius Cæsars relativt få kilder i forhold til Bibelens mange kilder, har jeg svært ved at vurdere argumentets styrke.
En der til gengæld er velbevandret i historiens gang er Dickson, hvilket man kan sige er ganske heldigt, nu hvor han er historieprofessor. Hvis man tænker på tørre Digestive kiks, når man tænker på historieprofessorer, bliver man behageligt overrasket af at høre på Dickson. Tweet-jakken var skiftet ud med en blå blazer og en t-shirt med en stor cello på.
Han var så retorisk dygtig, så jeg i dag tre uger efter arrangementet, husker hans hovedpointer tydeligt. Jeg tog mig selv i at blive påpasselig med at lade mig forføre af hans retorik. Da Dickson blev budt op til intellektuel dans i form af en ”Questions & Answers”-session efter foredraget, blev det tydeligt, at Dickson har mere at byde på end retorik.
Hans tre hovedpointer er som følge:
- Stå ved de dårligdomme kristne gennem historien har gjort. Korstogene var intet mindre end forfærdelige. Det må vi ikke negligere.
- Overeksponer ikke det kritisable. Korstogene slog ifølge Dickson (og min hukommelse af foredraget) 6000 ihjel alt i alt. Den franske revolution, som ikke var religiøst motiveret, slog 17000 ihjel. De 6000 korstogsofre er 6000 for meget, men ikke uproportionelt i sammenligning med ikke-religiøst funderet forfærdeligheder. Det er let at gengive historien uden farver, men vi har brug for farverne for redeligt at vurdere kristnes handlinger gennem historien.
- Dickson sammenlignede kristendommen med en af Bachs symfonier, og de kristne med en amatørcellists forsøg på at ’do Bach justice’. Dicksons t-shirt gav nu mening. Kristendommen kan være perfekt, men menneskets ondskab forpurrer det oprindeligt smukke stykke musik af næstekærlighed.