Af Daniel Kjær Holmberg
I vores fritid kan vi engagere os i mange forskellige aktiviteter, men hvorfor ikke kombinere vores interesser med fællesskabet i kirken? I ÅVM ønsker vi at skabe rammer, hvor vi kan mødes om det, vi brænder for, og samtidig dele livet med hinanden.
Jeg er stødt på idéen om interessefællesskaber flere steder og fandt ud af, at der allerede findes grupper i ÅVM for jagtinteresserede, brætspillere, strikke- og hækleentusiaster samt for folk på barsel. Disse fællesskaber opstår ofte organisk, men udfordringen er, at de ikke altid er synlige, og derfor falder aktiviteten hen ad vejen. Det vil vi gerne ændre på!
Skab forbindelse gennem fælles interesser
Jeg arbejder på at skabe et sted, hvor du nemt kan finde og connecte med andre i menigheden, som deler dine interesser. Vi ønsker at samle en bred vifte af interessegrupper under samme paraply og gøre dem mere synlige for alle. Det kunne være alt fra:
- En jagtklub for dem, der elsker naturen og friluftslivet
- En gruppe for brætspilsentusiaster, hvor man kan mødes til hyggelige spilaftener
- Strikke- og hæklegrupper for kreative sjæle
- Netværk for nybagte forældre, der ønsker at dele oplevelser og erfaringer
Men det stopper ikke her. Vi vil skabe en platform – måske en fysisk væg i kirken eller en digital platform – hvor alle kan tilmelde sig eller starte et interessefællesskab. Det kan være små grupper som:
- Alle vi der… bor i Skjoldhøj
- Alle vi der… er håndværkere og elsker at bygge og reparere ting
- Alle vi der… gerne vil se AGF-kampe på stadion
- Alle vi der… kører motorcykel og nyder en tur på landevejen
- Alle vi der… vinterbader og elsker en forfriskende dukkert
- Alle vi der… elsker at gå i biografen og se de nyeste film
Kom og vær med
Idéen med interessefællesskaber er at skabe nye mødesteder i ÅVM, hvor vi kan dele vores passioner, styrke relationerne på tværs af menigheden og opbygge fællesskaber, hvor troen kan vokse i hverdagen.
Hold øje med de kommende tiltag og muligheder for at blive en del af et interessefællesskab, hvor du kan dele det, du elsker, med andre i kirken. Sammen kan vi skabe nye oplevelser og styrke fællesskabet i ÅVM.
Daniel Kjær Holmberg | Leder for unge og studerende