Af Anders Michael Hansen

2020 er i gang. Et nyt årti ligger foran os. Hvor skal vi være om 10 år?

 

Initiativer taget i begyndelsen af et årti kan bære frugt 30, 60 eller 100 gange i løbet af et årti. Det er det jeg ser hos kirker, som trofast forfølger den vision og nåde, som Herren har givet dem over lang tid. For det, som man kan gøre en gang, kan man ofte gøre 30, 60 eller 100 gange. Både i stort og småt.

Spørgsmålet er, om vi er trofaste forvaltere af den nåde, Gud har givet os – som menighed og som kristne, hver især.

I sidste uge var jeg i London og besøge HTB, som lavede Alphakurset. Trofast gennem 30 år har de kørt det lokalt. Og spredt kurset globalt. I Polen finder nominelle katolikker nyt liv i Jesus ved Åndens kraft , i tusindvis. Undervist af munke, fyldt af Ånden. I Mellemøsten finder muslimer ind i Guds rige i undergrundskirker og blandt nominelle historiske medlemmer. Prøv at google Cave Church på YouTube – og se tusindvis af egyptere prise Jesus. Vækkelsesånd – vækkelsesatmosfære. Bønnens ånd.

I ÅVM ser jeg lige nu enkelte mennesker nærme sig fællesskabet og finde ind i celler, der kører et Alphakursus. Høsten er moden. Derfor vil jeg gerne invitere dig og dine venner til en Alphainspirationsdag lørdag 21. marts kl. 09.30 – 16.00. Byg dit eget Alphakursus! Video on demand undervisning af høj kvalitet er nu tilgængelig. Bed for dem i din familie, blandt dine kolleger og venner, som du kunne invitere til et Alphakursus eller en gudstjeneste … eller noget andet. Bed. Invitér. Vær frimodig. Lad dig fylde af Ånden, som åbenbarer Jesus for dig. Jesus elsker mennesker. Jesus i os bliver som en magnet i en kultur med ensomhed og mangel på formål og mening.

 

Venlig Hilsen, Anders Michael Hansen

Valgmenighedspræst

 

Klik her for at se mere om Alpha Inspirationsdagen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *