Af Jane Baumgartner, Børnekirken

En af de nyeste skud på stammen i Aarhus Valgmenigheds børne- og familiearbejde er ”Gudstjeneste og fællesskab for familier”. Det startede i det helt små under vinterens nedlukning med en halv times gudstjeneste fyldt med børnelovsang og bibelfortælling – som børne- og familieudgaven af de velbesøgte halvtimes-aftengudstjenester, vi havde i samme periode. 

Efterhånden som restriktionerne forsvandt, nyder vi nu ikke kun at fokusere på fællesskabet i gudstjenesten men også før og efter gudstjenesten. 

Vi starter ved 16-tiden hvor familierne ankommer stille og roligt og lige ”lander” efter en lang arbejdsdag og institutionsdag. Der er kaffe til de voksne og snacks til børnene. Børnene løber helt naturligt rundt og udforsker kirken og ser de andre børn. 

Klokken 16.30 samles vil til gudstjeneste i kirkesalen. I modsætning til den sædvanlige søndagsgudstjeneste er ALT i gudstjenesten i børnehøjde – og børnene inddrages i lovsang og forkyndelse. Her i efteråret hører vi om børn i Bibelen. 

Efter gudstjenesten fortsætter fællesskabet omkring aftensmad, og vi hjælper hinanden med at rydde op senest kl. 18.00. 

Det lidt mere uformelle format og tidspunktet på dagen betyder, at der dukker familier om, for hvem gudstjeneste om søndagen ikke er et oplagt valg i ugerytmen. Det betyder også, at det for nogen familier og børn er nemmere at få snakket med andre familier og føle sig som en del af fællesskabet og menigheden. 

Stor tak til et fantastisk team, der bakker op med sang og musik, forkyndelse og sjov, mad og omsorg, teknik og lyd! 

Næste ”Gudstjenste og fællesskab for familier” er torsdag den 25. november 2021 kl. 16.30. Vi håber også på at lave vores egen ”julegudstjeneste” torsdag den 16. december 2021 – naturligvis åben for alle – men også med tanke på de familier, der ikke har mulighed for at komme til gudstjeneste i Aarhus Valgmenighed juleaften. 

Nysgerrig? Eller trænger du bare til at skråle med på nogle fantastiske børnelovsange eller få maden serveret; så tøv ikke med at dukke op! Lån eventuelt et barn – eller smid trumfkortet: Jeg er i dåben blevet Guds barn! 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *