GLØD har endelig fået mulighed for at få en god opstart som klynge. Klyngen består af en flok unge mennesker, der under corona nedlukningen har mærket et savn og behov for at være samlet i de kristne fællesskaber. Til klyngeopstarten var der bred enighed om, at vi særligt trængte til at blive fyldt op både åndeligt og socialt. Derfor blev dette også klyngens fokus og vision. Det har været skønt at mærke, hvordan vi som nystartet klynge kan få lov til at hjælpe hinanden med netop det. Det behov, vi oplevede, lagde derfor op til at lovsang, bøn og socialt samvær skulle prioriteres højt – Hvilket det også blev i form af fællesspisning, gode snakke omkring bålet, andagter og lignende.
Jeg (Johanne) oplever stor mening med at mødes i et fællesskab, der er lidt mindre end menighedsfællesskabet, da vi sammen kan få lov til at give hinanden en oplevelse af at blive set og hjælpe hinanden til at få Gud med ind i vores hverdag. Derudover er det også dejligt, at man lærer nogle mennesker fra kirken at kende, da det giver en følelse af tryghed og gør det lettere at komme i kirke om søndagen.
Videre skriver Emilie fra klyngen Agenda
Mandag den 30. august var vi endelig samlet igen – fysisk og tæt – sådan som vi bedst kan lide det i Agenda. Det har været rigtig rart at starte op med klynge efter en lang coronanedlukning med alternative løsninger efterfulgt af en lang sommerferie. Men nu er vi tilbage i fuld form, og det er en fryd at synge, bede og snakke sammen igen.
Det bedste ved at komme i en klynge er, at kirke bliver mere end bare en søndagsgudstjeneste, så jeg vil klart anbefale alle at prioritere at komme i sådan en!