Af Jakob Rune Mathiassen, Hjælp til Hjemløse
Ordet diakoni stammer fra græsk og betyder ‘at tjene’. Næstekærlighed i praksis. Hvad end det er at bruge sine hænder, fødder, mund eller ører. For mig kan diakoni være ned til den mindste detalje, som måske i udgangspunktet ikke ser ud til at være den store gerning, men som for vedkommende, man hjælper, har stor betydning. Lige fra den klassiske med at hjælpe en ældre dame over vejen til at organisere store begivenheder såsom mad- og tøjuddeling for byens udsatte.
For nogle borgere kan det være svært at bede om hjælp: At erkende at de ikke har økonomi eller netværk til at få hjælp. Derfor er det vigtigt at møde dem i øjenhøjde uden fordømmelse. I det omfang, jeg kan, prøver jeg at være et medmenneske, der rækker en hånd til dem, der har brug for det, så de kan møde et menneske, der ikke kommer med papirarbejde, mål eller delmål.
Jeg har altid fundet det interessant, hvad det var for nogle folk, som boede på gaden. Hvem de var, hvorfor de boede på gaden, og hvad der var sket i deres liv. Jeg har aldrig været utryg ved tanken om at snakke med gadens folk, men der gik lang tid, før jeg gjorde det.
Jeg startede som frivillig på Kirkens Korshærs natvarmestue, og så senere blev jeg ansat i Hjælp til hjemløse som gadeplansmedarbejder; det var her, jeg for alvor fik indblik i gadens folk og deres liv. Jeg så, hvor forskellige folk er. Men én ting havde de til fælles, og det var gadens liv.
På hver deres måde var de blevet ramt af livet. Enten fra barns ben på grund af den sociale arv, eller måske ramt af livet på et senere tidspunkt, hvor den ene livsbegivenhed tog den anden. Måske en skilsmisse, en fyring, en arbejdsskade eller et dødsfald. Så jeg har lært, at udsathed ikke er noget, man selv vælger eller er en bestemt type af mennesker. Alle kan ad forskellige veje og -grunde havne under kategorien ”udsat borger”.
Jeg håber, at jeg igennem mit arbejde kan møde borgerne i øjenhøjde, og jeg prøver – i det omfang jeg kan – at være med til at skabe medejerskab i deres eget liv. Når vi kommer ud til borgere og hjælper dem med at flytte, er det f.eks, at vi ikke blot kommer og flytter tingene hurtigst mulig, men at vi også tager os tid til borgeren.
På Hjælp til Hjemløses vegne kunne jeg drømme om et tættere samarbejde med de allerede eksisterende hjælpeinstanser og kommunen; at HTH kunne få en afgørende rolle og med sine samarbejdspartnere kunne hjælpe de udsatte i – og omkring – Aarhus endnu mere. Jeg kunne også drømme om, at de frivillige hænder kom fra andre steder, end alene dem HTH er i kontakt med. Et håb er også, at flere af de borgere, vi hjælper, kunne blive ansat eller blive frivillig, i det omfang de magtede.
Folk er altid velkomne til at melde sig som frivillig i Hjælp til hjemløses arbejde. Herudover kan man altid sende folk videre til os, hvis man gennem ens privatliv eller ens arbejde er i kontakt med nogen, som kunne bruge vores hjælp.