Af Hans-Christian Vindum Petterson, Valgmenighedspræst

Winter is coming.

Sådan lyder et motto fra en af de adelige familier i serien Game of Thrones, som i denne uge fejrede 10-års jubilæum. Et dystert motto, som dog samstemmer med manges erfaring, bekymring, usikkerhed i tiden.  Hvilken vinter går vi i møde?

Verden er et usikkert sted, og måske er du selv ramt for tiden. Måske er du optaget af hvordan enderne skal nå sammen denne vinter. Måske er du omtumlet af al verdens ulykke: pandemiens skygger, krigen, inflationen, energikrise, klimakrisen eller senest trusler om atomangreb. Måske er du ved at resignere, fordi du var indstillet på at økonomisk sikkerhed, politisk stabilitet og fremskridt i verdensfreden var en givet virkelighed.

Måske er du, som jeg, optaget af, hvordan vi kan leve i en usikker verden. Ikke overleve, men leve.

I 1948 skrev CS Lewis essayet ‘On living in an atomic age’. Det blev en vigtig påmindelse for mig. Han skriver blandt andet:

”Vi kan tænke for meget på atombomben. »Hvordan lever vi i en atomar tid?« Jeg er fristet til at svare: »Jamen, sådan som du ville have levet i det 16. århundrede da pesten besøgte London næsten hvert år, eller som du ville have levet i vikingealderen, hvor vikinger fra Skandinavien når som helst kunne ankomme og skære halsen over på dig, eller som du allerede lever i en tid med kræft, syfilis, lammelse, luftangreb, togulykker og færdselsuheld. Med andre ord: lad os ikke begynde at overdrive nyheden i vores situation.«” (Egen oversættelse af ‘On living in an atomic age’, I ‘Present Concerns’, HarperCollins 1986, s. 91).

Når jeg læser det minder det mig om, at verden aldrig har været sikker, at livet er skrøbeligt – og jeg kan huske en lignende påmindelse i de første måneder af corona-krisen. 

Eller hvad med Paulus der skriver: ”I alt er vi trængt, men ikke stængt inde. Vi er tvivlrådige, men ikke fortvivlede. Vi forfølges, men lades ikke i stikken. Vi slås til jorden, men går ikke til grunde.” (2. Kor 4,8-9).

Trængt, tvivlende, forfulgt, slået til jorden. Verden har altid været usikker og alligevel har mennesker evnet at leve på trods af usikkerhed. Læg mærke til, at han ikke overvældes eller efterlades apatisk. Usikkerheden er et vilkår, men det får ham ikke til at opgive. Han lever fortsat og på trods af usikkerheden.

Men hvordan lever vi så i denne usikre verden? Fra CS Lewis igen:

”den første handling er, at vi må tage os sammen. Hvis vi alle ender med at blive ødelagt af atombomber, så lad den bombe, når den kommer, finde os gøre fornuftige og menneskelige ting – bede, arbejde, undervise, læse, lytte til musik, bade børn, spille tennis, snakke med vore venner over en fadøl og et spil dart – ikke sammenkrøbet som angste får, liggende og tænke på bomber. De kan nedbryde vore kroppe (en mikrobe kan gøre det), men de behøver ikke dominere vores sind.” (Egen oversættelse af ‘On living in an atomic age’, I ‘Present Concerns’, HarperCollins 1986, s. 92).

Måske er det en vigtig påmindelse til dig? Det var det for mig. Hvad hjælper det, at krybe sammen i frygt eller lade bekymringer styre mig. Kriser må gerne få mig til at omstille mig. Det gør de. Men de skal ikke overvælde og få mig til at resignere. Jeg vil leve. Og hvis jeg vil det, så må jeg sørge for, at gøre det muligt. Jeg må begrænse bekymringernes adgang og påvirkning, så de ikke styrer mine tanker. I stedet må jeg forbinde mig med og lade mig forme af et håb som giver mig glæde, mening, en grund til at leve.

Det håb er ikke først og fremmest verdensfred, klimamål eller økonomisk stabilitet. Det er alt sammen vigtigt – jeg tror faktisk, at det er et formål, vi som mennesker skabt i Guds billede, skal være medarbejdere på og slide for at opnå. Men mit håb; det anker, der skal holde mig fast midt i stormene, er nødt til at være større: at Jesus Kristus er kommet for at give liv – og liv i overflod (Joh. 10,10). 

Paulus beskrev sit håb midt i sin svære storm sådan her:

”For vi ved, at han, der oprejste Herren Jesus, også vil oprejse os sammen med Jesus og lade os stå frem sammen med jer. Alting sker for jeres skyld, for at nåden kan nå til flere og flere og dermed forøge taksigelsen til Guds ære. Derfor bliver vi ikke modløse, for selv om vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag.” (2. Kor. 4,14-16).

Det, der gav Paulus håb var Jesus’ nærvær nu og altid, at flere må møde hans kærlighed, at opstandelse og evighed med Gud er den virkelige udsigt. Håbet gjorde, at han kunne leve i usikkerhed. 

Vi kan også leve i en usikker tid. Måske ikke som før, men leve ikke desto mindre. Det har andre gjort før os. Men det kan være, at vi må træffe valg for at ’give livet plads’ i vores tanker og hverdag.

  • Fx kan du begrænse hvor meget nyheder og sociale medier må optage og føre din opmærksomhed. 
  • Fx kan du begynde dagen med at rette din opmærksomhed mod Gud i bøn for dine gøremål og relationer. Og måske ikke slutte dagen, med adspredelse, men med eftertanke, bøn og tak for dagen.
  • Fx kan du prioritere og søge fællesskab med andre troende. Vi har brug for et fællesskab, hvor vi kan dyrke Gud, vores store håb, som vi har brug for at forankre os i. Især fordi vi, når du rammes af mismod eller bekymringer (for det gør vi alle) netop har brug for sådan et fællesskab, som kan gribe os og bære med. 

Der er en grund til at mennesker helt automatisk rykker tættere sammen, når det er koldt. Vi gør det for at varme os på hinanden. På samme måde er det vigtigt som menighed, at rykke tæt sammen, komme hinanden ved, mødes og søge Gud sammen i fællesskab. 

Usikkerhed eller ej, så vil vi fortsætte med at bygge menighed sammen. Med Gud for Aarhus!

For i fællesskabet får vi varmen; håbet, som styrker og befrier os fra frygt så vi kan leve – ikke bare overleve. Og i det omfang varmen og håbet, tager fat, så forandrer det os til at leve for andre, nyttige og næstekærlige – også i en usikker tid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *