Af Hans-Christian Vindum Pettersson
“Jeg er aldrig flov over at sige, at jeg tror på Jesus. Jeg tror, det er mit kald at sige, at jeg tror på Jesus. Jeg tror, grunden til, at jeg har lavet alt, hvad jeg har lavet, er for at sige, at jeg tror på Jesus. Hvorfor skulle jeg ellers have lavet alt det lort? Der må være en mening med det hele. Og det er der. Der er en mening. Det er derfor, vi alle er her. Jesus.”
— Casper Christensen, 25. august, Kirken i Kulturcenteret, København.
I august blev Casper Christensen døbt, og dagen efter fortalte han lidt af sin historie i Kirken i Kulturcenteret.
Når man er vokset op med ”Husk lige tandbørsten”, ”Kasper og Mandrilaftalen” og selvfølgelig ”Klovn”, har det været vildt at følge med i hans nye retning i livet. Overraskelsen var ikke kun stor for mig og andre, der følger med på afstand. Hans tale søndag den 25. august har også fået kolleger fra comedy-miljøet til at tabe kæben og reagere som forventet – nogle med nysgerrighed, andre med undren, hån og bortforklaringer. Men Casper er ikke den eneste. Langt fra. Over den seneste tid er flere fra kulturmiljøet og politik begyndt at åbne op om, at de tror på Jesus, har haft åndelige erfaringer og er begyndt at gå i kirke. Også internationalt ser vi denne bevægelse. De er Jesus-centrerede og åbne om det. Og hvad så? Hvad skal vi bruge det til? Er det ikke bare en forbigående fase? Uanset om det er en bevægelse, der bliver stærkere og måske endda fører til en større vækkelse, eller om det dør ud, vil jeg opfordre til at bede for disse mennesker, når vi hører om deres rejse med Gud. Vi må støtte dem.
For det andet må vi lære af dem. En af de åbenlyse grunde til, at flere mennesker i kulturmiljøet begynder at gå i kirke og søge Gud, er, at der er folk omkring dem, som er Jesuscentrerede og åbne, så de inviterer dem med. Den åbenhed, som Casper udtrykker, er forbilledlig. Hvor mange af os kan sige: ”Jeg skammer mig aldrig ved at sige, at jeg tror på Jesus”?
Han har fundet noget – en frihed, en mening – som er dyrebar nok til, at han er synlig, sårbar, offentlig og ikke-undskyldende åben om sin tro. Det skaber en omtale, som mange ville frabede sig, men det skaber sandelig også samtale. At tale om tro er et fokus i vores nye vision, og i efteråret 2024 vil det fylde en del i ÅVM. I september holder vi gudstjenester om at tale om tro. Vi igangsætter Alpha den 24. september for at tale om tro. Vi laver sammen med en række Aarhus-kirker en reklamekampagne og et stort arrangement i Musikhuset den 20. november. Alt sammen for at fremme samtalen om tro. Så mit håb er, at du vil være med.
Træd ud af skyggerne og vær synlig i dine sammenhænge. Vær ærlig og åben om din tro på Jesus. Lad folk, som måske ikke deler den samme tro, tale om trosrelaterede emner med dig, stille spørgsmål, og hvis det giver mening, så få folk med til noget af det ovennævnte. Og hvis du kan mærke, at det gør dig urolig, eller du ikke ved, hvordan du kan være Jesus-centreret og åben om det på en god måde, så tal om det med dit kristne fællesskab, og søg vejledning hos din mentor eller din præst. For at tale om tro begynder med os selv