12596217_10154626279664008_485647480_n

Skrevet af Anne Storgaard Larsen

Jeg har altid været et menneske, som har haft et særligt øje for andre. Det var det, jeg fik at vide til skole-hjem-samtalerne, og det er det, der står i min blå bog fra gymnasiet. Men af en eller anden grund, var det aldrig noget, jeg har set som en gave fra Gud eller noget, jeg havde et ansvar i at tage på mig.

I dag ved jeg, at mit særlige blik for andre skyldes, at Gud har kaldet mig til at være hyrde, men det var en længere vandring at genkende og acceptere dette.

For et par år siden var jeg til en konference med masser af god undervisning og inspiration. Jeg husker ikke nogle af talerne, men jeg husker, at jeg var dybt frustreret. Frustreret fordi jeg følte, at jeg ikke helt passede ind, og frustreret over, at jeg ikke vidste, hvad jeg havde at tjene med. Det førte til en lang snak med en lille gruppe, som jeg på det tidspunkt fulgtes med gennem Kaliber, og Gud begyndte den dag noget nyt i mig og i min forvaltning af den hyrdenådegave, Gud havde givet mig.

Hvad vil det overhovedet sige at være hyrde?

Jesus siger om sig selv, at Han er den gode hyrde, og det er Ham, vi er kaldet til at efterligne. Hyrden kender sine får (Joh. 10,14). Det handler altså først og fremmest om gode, autentiske relationer. Dernæst er hyrden, den der leder fårene til de grønne enge og det stille vand (Sl. 23). Hyrden giver omsorg, tjener og forsørger sine får. Endelig så leder hyrden fårene af de rette stier og igennem mørkets dal (Sl. 23). At være hyrde er altså også at turde hjælpe folk videre og fremad i den rigtige retning, og hyrden har dermed et ansvar i at udfordre og formane.

Gud har igennem de sidste par år vist mig mere og mere af, hvad det vil sige at være hyrde, og hvordan jeg kan bruge det til at tjene mennesker omkring mig og være med til at bygge Hans rige. Både i menigheden, på mit arbejde og i mine relationer.

Jeg kender utrolig mange, der lige som jeg ikke har fået øjnene op for, at det er noget Gud har lagt i dem og kalder dem til at bruge. Jeg tror på, at vores menighed vil blomstre endnu mere og afspejle Kristus i endnu højere grad, hvis alle vi hyrder begyndte at træde ud og forvalte den gave, Gud har givet os. Ikke i stedet for alt det andet gode, som allerede er i vores menighed, men sammen med. For mangfoldigheden er dét, der skaber et godt fællesskab.

På hyrdekurset håber vi især på at være med til, at de, der bærer på hyrdegaven, bliver bevidste om det, Gud har lagt i dem. Vi ønsker at opmuntre dem og give dem mulighed for at tale med hinanden om, hvordan det ser ud i deres liv og tjeneste.

Vi har brug for hyrderne! Både i vores by og i vores menighed.

Hyrdekurset starter 30/3-2016 og udover Anne, arrangeres det af Frans Vestergaard Jensen, Torsten Hartvig, Mette Dørken og Line Kristensen.

 

12324933_10154626279954008_672807686_n

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *