Af David Viftrup
Vi tæller i millioner nu
Siden midten af september har kampagnen ”Lad os tale om tro” kørt over SoMe kanalerne i Danmark. Kampagnen består hovedsageligt af mindre videoklip hvor kendte og ikke kendte danskere taler om tro, og en opfordring til at tale om tro.
Kampagnen er foreløbig en stor succes. Efter 3 uger var rækkevidden på videoerne på over 1,5 mio. og reels’ene er også gået over en mio. visninger.
Rundt om i landet laver kirker ”Lad os tale om tro” events. Blandt andet afholder Åben Kirke i Herning et ”Lad os tale om tro” – samtaleevent hvor Hernings borgmester og direktøren for Messecenter Herning taler om tro, og her i Aarhus er musikhuset nu fuldt booket med over 1.500 solgte billetter til vores ”Lad os tale om tro” event d. 20/11.
Også i medierne diskuteres kampagnen flere steder. Sørine Gotfredsen taler blandt andet ind i kampagnen i Kristeligt Dagblad med udtalelsen: “Vi svigter hinanden ved ikke at tale om tro”, og hun taler for, at det er noget, som vi skal øve os på i Danmark.
En lille historie
En af de mange fine historier, som vi har fået fortalt, var fra en kirkeligt engageret person, som gik til sin frisør et par uger inde i kampagne. Hun spurgte ham: ”Du er da en kristen ikke sandt?” Lidt overrasket svarede han ”Ja”. Og så fortsatte hun: ”Jeg har set de her videoer om at ”Tale om tro”. Kender du ikke en som vil tale om tro med mig?”
Brug kampagnen og bed for kampagnen
Kampagnen kører fortsat flere uger endnu. Bed for at Gud fortsat må bruge den, og åbne samtalen om tro for nye personer. Og brug løs af kampagnen hvor du kan. Del opslagene i dit feed. Spørg kollegaen, om de har set nogle af dem, eller find andre gode tilgange, som vil give mening i din hverdag.