af Julie Vigsø Houler
“Lederkickstart er til dig, der gerne vil blive en god leder – både ved at få nogle gode konkrete værktøjer, og samtidig have et åndeligt perspektiv, så Jesus er med i din måde at lede mennesker på”, siger Filip Skovgaard-Jensen, deltager på Lederkickstart.
Det står klart, at Filip Skovgaard-Jensen, som deltager på ÅVM’s lederkursus Lederkickstart dette forår, er begejstret for kurset: “Lederkickstart har været mega godt og inspirerende, og har været med til at forme mig som leder og give mig en masse gode redskaber for, hvordan man er en god leder”.
I løbet af fire onsdage, spredt over otte uger, har ÅVM skabt rammerne for Lederkickstart. Her har 12 deltagere mødtes, fået undervisning og er blevet udrustet i ledelse på forskellige måder.
På aftenerne mødes deltagerne og spiser aftensmad sammen, inden undervisningen begynder. Her taler de blandt andet om de refleksionsvideoer, de modtager på mail mellem undervisningsgangene. Refleksionsvideoerne er noget af det, der er med til at gøre Lederkickstart særligt. Videoerne har især fokus på – og giver spændende perspektiver på – hvordan god ledelse starter indefra med discipelskab af Jesus: “Der kommer noget særlig dybde i det, at man får noget med hjem, som man kan reflektere over”, som Filip formulerer det.

Kursets undervisere er David Viftrup, Jane Baumgartner og lederkonsulent Nicolai Skjøtt. De har præsenteret forskellige modeller og værktøjer til at forstå nogle af de processer, der er på spil, når man leder andre mennesker. Et af de emner, der er blevet behandlet, er forskellige ledelsesroller, og hvornår de hver især er relevante – men også hvilke roller, man selv er mest komfortabel i. Da jeg spørger Filip, hvilke konkrete værktøjer han har fået på kurset, som han bruger, fremhæver han dette: “For eksempel undervisningen omkring forskellige ledelseroller – ekspertrollen, administratorrollen, integratorrollen og entreprenøren har jeg virkelig brugt meget”.
Den sidste undervisningsgang er på onsdag den 15. april. Her er åndelig ledelse i fokus, men det åndelige perspektiv har været fremtrædende fra start: “Jeg har også fået en god forståelse for det bibelske, og hvordan Jesus var en god leder og hvordan han går ud og leder os. Der er gode bibelvers til undervisningen, som bl.a. viser, hvordan Jesus selv som leder tager de forskellige roller på sig”, siger Filip.
Som en del af aftenens program kan deltagerne sparre med hinanden, tale om det givne emne og dele egne erfaringer og tanker. Dette har for Filip bidraget positivt til kurset: “Jeg synes det har været mega fedt, at være i team med andre og kunne sparre med dem om, hvordan de oplever ledelse er svært eller hvordan de lykkes med det. Det har helt sikkert været med til at gøre det fedt […] Det er nogle hyggelige aftener, der er god undervisning, god mad og man kommer bare ud med god energi efter”.

Når jeg spørger Filip, hvad han tager med fra kurset, nævner han blandt andet: “Det har lært mig, hvordan jeg leder – hvad jeg særligt lægger vægt på i min ledelse, og hvad jeg ikke lægger vægt på. Hvor jeg synes, jeg er god som leder, og hvor jeg mangler nogle ting som leder også”.
Lederkickstart er en succes i ÅVM, som uden tvivl skal gentages – igen og igen:
“Jeg vil virkelig anbefale andre at tage på lederkickstart – måske også nogle, der overvejer at blive ledere, så synes jeg også de skal tage med, fordi man helt sikkert lærer noget mega godt. Ledelse er mange ting, det er mega bredt, så det vil jeg klart anbefale,” siger Filip.
