Af Pernille Madsen
Du træder ind ad døren til din kirke og ser en håndfuld venner, der allerede står og snakker ved baren, mens der åbnes en sodavand og en øl. I sofaen sidder nogle og griner. Fra køkkenet breder duften af varme krydderier sig – kikærtegryden står og simrer. Du hører stoleben ramme hinanden, mens stolene i kirkesalen bliver stablet, og får øje på nogle, der er ved at sætte borde op til spisningen.
Du glæder dig over, at I om lidt står samlet i en rundkreds i kirkesalen og tilbeder Gud i lovsang. En stund, hvor du kan fokusere på Gud og lytte til, hvad Han vil sige til dig i dag. Du overvejer, hvem der mon har et input med til refleksion, om der bliver tid til at bede for hinanden, og hvordan det gik med ham, der havde fået nyt arbejde. Tankerne bliver afbrudt af et højt “Hej!!”. Du mødes af et stort smil og omfavnet af en varm krammer fra én, du lærte at kende til 25+ for nyligt. Du smiler, for du ved, at nu er du kommet til 25+, hvor der er plads til lige netop dig og den dag, du har haft.
Lyder det ikke dejligt? Jeg kan i hvert fald ikke lade være med at smile, mens jeg skriver dette. For selvom det er et tænkt eksempel, er det meget tæt på den oplevelse, jeg har hver tredje uge, når vi samles 20–35 personer i ÅVM til 25+. Her har vi fællesskab, deler et måltid, skaber relationer og deler tro, tvivl og alt midt imellem.
En deltager har fortalt mig, at da hun manglede et fællesskab, oplevede hun, at 25+ stod klar med åbne arme. Hun fandt et sted at høre til og fik relationer i kirken, som var mere end navne. I dag beskriver hun 25+ som en slags udvidet familie. En anden har fortalt mig, at han ser 25+ som et åndehul, hvor man kan møde op og være sig selv. Han beskriver, at det er et godt sted at møde nye, hvor der er tid til længere samtaler.
Jeg oplever, at Gud bruger 25+ på utallige måder – både relationelt og åndeligt. Vi ser hele tiden nye komme til, engagementet er stort, og vi oplever flere og flere invitationer til at mødes socialt udover de planlagte aftner. Ved hver sæsonopstart siger vi, at 25+ er noget, vi skaber sammen. Min grundlæggende oplevelse er dog, at 25+ først og fremmest er et fællesskab, som Gud skaber, og at vi alle er kaldet til fællesskab for og med hinanden.

Jeg håber, at du kommer i et fællesskab – ellers kan du overveje, om 25+ kunne være noget for dig. Jeg oplever, at det er et helt særligt fællesskab at være en del af.
Læs mere om 25+ og find kontaktoplysninger, hvis du er nysgerrig på at høre mere, ved at klikke her

