Af Josva Thomsen og Jane Baumgartner

Stort velkommen til et nyt og forhåbentligt rigtig godt år i børnekirken, hvor liv og tro bliver forenet i fællesskaberne som gerne skulle sende vores børn og teens ud i hverdagslivet med energi og glæde. Vi glæder os alt det liv, som børn og teens fylder kirken med på både søndage og hverdage – vores ledere er SÅ klar på at fylde rammerne ud med nærvær og opmærksomhed.

I dag fortæller Josva Thomsen om børnekirkens største drøm for 2026, som vi håber vil blive til virkelighed:

For et par måneder siden opstod der en samtale blandt nogle forældre. Ikke som et formelt punkt på en dagsorden, men som en passioneret snak om, hvilke oplevelser vi gerne vil give børn og unge. Der blev vendt mange idéer, men ét emne blev ved med at vende tilbage og fyldte mere end de andre: lejre.

For selvom mange forældre ikke selv har været afsted, kender de til lejrkonceptet. De har hørt historierne, set glæden hos ældre børn, der har været med, og oplevet, hvordan lejre kan sætte spor, der rækker langt ud over de dage, de varer.

Samtalen endte i et simpelt spørgsmål: Kan vi genoplive lejrkonceptet og give børn og unge mulighed for at få den slags minder med sig? En lejr med plads til minder og møder med Gud. Det spørgsmål har sat noget i gang.

Derfor er vi nu begyndt at arbejde konkret med at gøre en lejr i august til virkelighed for børn og unge i alderen 3–20 år i ÅVM. Tanken er at give børnene mulighed for at opleve netop dét, som så mange forbinder med en lejr: fællesskab, nærvær og relationer, der får lov at vokse.

Vores ønske er at skabe en lejr, hvor børn og unge oplever tryghed og fællesskab, og hvor relationer får lov at vokse både mellem børn og unge og i deres relation til Gud. En lejr med plads til leg, fordybelse og ægte møder, som sætter spor langt ud over selve lejren.

Vi drømmer om at give børnene og de unge minder, der holder for livet. Det kan være nye venskaber, der bliver dannet, eller en sjov aktivitet, man stadig taler om bagefter. Et gys, når man sendes ud på natløb, eller en sang, der for altid bliver forbundet med netop den lejr. Mange af de oplevelser kan man møde i hverdagen, men på en lejr samles de, forstærkes og sætter sig dybere. Det er den tanke, vi sidder med, når vi planlægger lejren i august.

For at gøre visionen til virkelighed har vi brug for mennesker, der har lyst til at tage ansvar og være med til at forme lejren. Ikke bare som hjælpere, men som medskabere, der vil være med til at træffe beslutninger og drive arbejdet i retning af den vision, vi deler. Hvis du kan se dig selv som en del af det, vil vi meget gerne høre fra dig.

Du er velkommen til at skrive til Jane (jane@valgmenighed.dk) eller mig
Josva (josva2005@gmail.com) for at høre om mulighederne for at blive
en del af det på en eller anden måde.

PS – vi har allerede lejet en hel efterskole; så der bliver god plads til alle de gode ting, vi gerne vil se ske!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *