Af Hans-Christian Vindum Petterson
For tredje år i træk afholdt vi en nytårslovsangsfest med Aarhus Vineyard og Citykirken. I år var det i vores lokaler med kæmpestor opbakning. Vi oplevede et kraftfuldt og smukt lovsangsfællesskab, i år ledet af Andreas Bevan i samarbejde med egne musikere og musikere fra de andre kirker.
Vi hørte Jürgen Galonska prædike for os om enhed, om tro og om, at Jesus vil møde os. Vi bad sammen og havde forbønsgrupper fra alle tre kirker klar til at betjene folk. Vi samlede ind til Kirkernes Sociale Arbejde i Aarhus – et netværk af 11 kirker og organisationer, som vi tre kirker også er en del af – der samles med det formål at tilbyde omsorg og hjælp til mennesker i Aarhus, der kæmper med forskellige udfordringer. Det er lettere, når vi gør det sammen.
På alle måder var det igen en herlig oplevelse at begynde året med at lovprise og bede til vores alles Gud, og det regner vi med bliver en blivende tradition.

Ideen bag initiativet kommer fra tidligere fælles lovsangsprojekter som 1Voice, og fundamentet for, at vi kan gå sammen om ting som det her, er vores tilknytning til Evangelisk Alliance Aarhus. Vi må ikke undervurdere, hvor meget det betyder, at præster og kirker i vores by har rakt ud til hinanden, mødtes, lært hinanden at kende og arrangeret fælles bedeuger sammen i over 20 år. Det er noget helt særligt, som skaber en stærk enhed og et fundament af tillid, der er nødvendigt for at kunne lave ting sammen.
I Anne Walsøes indsamlingstale til Kirkernes Sociale Arbejde i Aarhus nævnte hun netop også oplevelsen af at komme til Aarhus for at plante en kirke for over 10 år siden. Her blev hun mødt med generøsitet, velvillighed og en åben invitation til fællesskab fra de allerede etablerede kirker i byen.
Det er noget, vi kan være stolte af, og som vi skal passe på og fortsat udvikle.