Menighedens formål – og den teologiske linie

Det nye år er godt begyndt. På bagkant af et vellykket Årsmøde. Medlemmernes opbakning og villighed til at støtte økonomisk og som frivillig er jeg dybt taknemmelig for. Det er afgørende for vores overlevelse og videreudvikling af menighedens liv.

Tak for god modtagelse på enhver måde. Det første halve år er gået. Med at sætte mig ind i sagerne, forstå udfordringerne, lytte og spørge, observere, begynde at komme på banen. Nu er tiden til mere udadvendt kommunikation og handling fra min side.

Som valgmenighedspræst er jeg ansvarlig for menighedens teologiske linie. Derfor vil jeg i denne udgave af præstens bord skitsere min teologiske orientering i hovedlinjer.

Lad mig begynde med ÅVM´s formål, som jeg som valgmenighedspræst er forpligtet på udover bekendelsesgrundlaget. Valgmenighedens formålsparagraf § 3 lyder som følger:

”Valgmenigheden arbejder for at kalde til personlig tro og efterfølgelse af Jesus Kristus og ansvarligt medlemskab af kirken”.

I denne formulering er der ikke bare rum, men en forpligtelse til gennemreflekteret solid teologisk tolkning og reel mulighed for stor variation i menighedens praksis.

ÅVM er både et tolkningsfællesskab og et praksisfællesskab, i den interne reflekterende dialog og gennem afprøvende praksis. ÅVM har i min optik tradition for tre kendetegn for sit liv og virke:

• Ambitiøse visioner, god organisation, høj produktivitet og målrettet virksomhed.
• En kreativ-kunstnerisk tilgang til at inkarnere sig i kulturen i Aarhus, skabe ny musik og poesi, danne nære og tilgægelige (missionale) fællesskaber i netværk og nabolag.
• En nærmest benkonservativ bibelsk luthersk-karismatisk vækkelsesteologisk observans – helt ude af trit med tidens modeteologier og frafaldsideologier.

Pyha, mange ord. Denne treleddede cocktail er faktisk sjælden i kirkelivet. Den har sine særlige udfordringer, for den tiltrækker helt forskellige mennesketyper og giver kreative spændinger, til tider mindre kreative og konfliktfyldte. Oftest dannes menigheder derfor med homogene mennesker med en monokultur. Men monokulturer er usunde for liv og vækst.

Kendetegn på liv og vækst i en menighed kan være interessante og diskuteres. Men det afgørende er, om disse kendetegn kan bestå den afgørende test: om de afspejler Guds liv og aktivitet, Guds egen væren og gøren. Ellers bliver menigheden jo blot menneskelig organisationstrang og religiøs hitten-på.

Sunde kendetegn på menighedens liv og virke samsvarer med graden af afspejling af Treenighedens indre liv og udadvendte aktivitet hos os.

• Vi afspejler Faderens skaberkraft og design for det sandt menneskelige i en sund virketrang med sunde principper for organisation, ledelse, økonomisk forvaltning, psykologisk-pædagogiske overvejelser i læreprocesser etc. som udtryk for vores skabte menneskelighed. Men vi er også klar over, at på skabelses- og kulturniveauet kan vi let blive fanget af modefænomener i ledelse og læring, som ikke er langtidsholdbare eller som ikke er teologisk valide i enhver henseende. Kritisk refleksion er nødvendig – og velkommen.
• Vi afspejler Sønnens tolkning af Gud og dynamiske nærvær hos os til genløsning af det sandt menneskelige i at være inkarnatorisk som kirke. Det betyder, at vi forholder os anerkendende eller forholder os direkte kritisk til tidens og kulturens sprog og symboler, akkurat som Jesus gjorde det. Vi bruger også sprog, arkitektur, artefakter, symboler, musikstil som kommunikerer til vor tids mennesker. Vi stræber efter en forståelig og relevant forkyndelse, vi danner åbent inviterende fællesskaber, vi gør os tilgængelige for medvandring og åndelig dannelse i Mesterens billede.
• Vi afspejler Åndens virke og kraft i nådegaverne i vores dybe afhængighed af Åndens virke i os og igennem os – for vi kan hverken komme til tro på Jesus, vokse i troen eller virke uden Ånden selv virker i og igennem os.

Menighedens sunde liv og vækst afhænger med andre ord af, at vi afspejler og deltager i Treenighedens indre liv og udadvendte aktivitet. Både i skabelse og genløsning, i det naturlige og det overnaturlige. Det er altafgørende. Vi bevæges af Gud for at kunne bevæge. Vi er delagtiggjorte for at kunne deltage. Vi samarbejder med Gud, fordi han arbejder og inviterer os til at deltage. Det kaldes synergi. Vi responderer på det Gud taler og virker. I indre tro og ydre praksis. Men Gud er altid først med sit initiativ og sin invitation. Det betyder, at mennesker ikke er kirkens subjekt eller omdrejningspunkt. Lad mig eksemplificere et kernepunkt: en menighed driver ikke mission. Provokerende, men absolut sandt! Mission er derimod Guds aktivitet, som vi inviteres til at deltage i. Guds mission betyder dette: at Faderen sender Sønnen til verden for at forsone os med sig selv. Faderen og Sønnen sender Ånden, for at vi kan tro og have et livs- og handlingsfællesskab med Treenigheden i verden og arve det evige liv. Den levende menighed er delagtiggjort i dette livs- og handlingsfællesskab, både internt mellem lemmerne på Kristi legeme (!) og eksternt i vores delagtighed i Guds fortsatte mission i verden.

I ÅVM må vi med andre ord løbende teste os selv kritisk og i selvransagelse, i hvor høj grad vi er ved at blive dette livs- og handlingsfællesskab som Kristi Legeme i verden. Om vi er ved at blive til det, som vi allerede er kaldet til at være. Om vi deltager i det Gud gør, eller om vi er afkoblet.

Vores formål som menighed er jf. vedtægternes § 3 at kalde til personlig tro, efterfølgelse og ansvarligt medlemskab af kirken. Dette formål er ikke i første omgang menneskelig aktivitet: men må være udtryk for vores delagtighed i Treenighedens indre liv og i dens udadvendte aktivitet:

• Vi kalder til tro, vi deltager i Guds mission, ikke vores egen. Vi er genløst i Jesu eget billede til sand menneskelighed, vi erfarer i troens nye liv en gudgiven indre gentagende og begyndende fornyende forvandling, som dernæst
• i ydre praksis viser sig som efterfølgelse af Jesus i tjeneste for Guds Rige under korset og samtidig som genoprettelse af et sandt og skønt menneskeliv i kærlighed efter Skaberens design.
• Vi kalder til ansvarligt medlemskab af kirken i forpligtende fællesskab, menighedsdisciplin, givertjeneste og tjeneste af hinanden i nådegaverne. Men først og fremmest som det konkrete udtryk for, hvordan vi hver især er udrustet med Åndens gaver efter Guds egen vilje og tildelt en funktion på Kristi eget Legeme.

Med andre ord: Vi er kaldet til som menighed at afspejle Treenighedens interne livsfællesskab og eksterne handlingsfællesskab – i selve vores formål. Vi må tage udgangspunkt i hvem Gud er i væsen og handling, hvis vi skal være en sund menighed.

Denne sundhed må vi teste. Ransage os selv, om vi er ved at blive det, vi er kaldet til at være. Reflektere over det. Være i dialog. Bede. Udleve det.

Mit primære fokus vil være fællesskabs- og udrustningsstrategien de næste par år. Men hvor har fællesskab og udrustning sit sunde og normative udgangspunkt? I at vores formålsparagraf kvalificeres af Treenighedens indre livsfælleskab og udadvendte aktivitet. Det skal vi tale meget mere om.