Søndag den 26. april 2026 afholdt vi endnu en festlig fællesgudstjeneste i Aarhus Valgmenighed. Efter gudstjenesten bød kirkens café på sandwich, pizzasnegle, pølsehorn og sodavand – og kort efter var det tid til ÅVM’s menighedsauktion 2026!

I år gik auktionens overskud til et nyt køkken i ÅVM, og med hele 37.500 kr fra auktionen nåede vi det samlede mål for køkkenet. Det betyder, at projektet nu for alvor kan sættes i gang – helt fantastisk!

Auktionen ville ikke have været den samme uden de mange kreative, sjove og generøse bidrag fra menighedens medlemmer. Der blev blandt andet budt på rengøringshjælp, børnepasning og hjemmesyede tasker. Auktionen fungerer derfor også som et bindeled i menigheden: Nogle skal nu hjem og spise hos andre, mens andre kan glæde sig til et sushikursus eller en tur i badering bag en vandscooter.

En af de helt store gevinster i år var en uge i sommerhus i Allinge-Sandvig på Bornholm, som nogle af kirkens unge får glæde af. Kreativiteten var også tydelig, blandt andet i form af hæklede tasker og et smukt maleri skabt af et af menighedens medlemmer.

Tusind tak til alle, der har bidraget – både med ydelser og ved at deltage i selve auktionen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *