Af Linea Bevan
I fordums tid fandtes tre unge par, som kendte hinanden på kryds og tværs. Nogen havde været på efterskole sammen, nogen fandt hinanden på højskole i udlandet og nogen var kommet med som påhæng undervejs. Fælles for dem var, at de flyttede til Aarhus for at studere og kom i kirken på Mjølnersvej. I lokalerne der bestemte de sig for at dele liv, involvere sig i hinanden og betyde noget for hinanden – når livet byder på balloner og når det giver dig risbudding. De ville være hinandens livsvidner.
—
I vores smågruppe, Familiegruppen, er det nu 8 år siden vi sagde “I do”. Siden da har vi fordoblet vores antal; ikke fordi vi har været proaktive velkommere i kirkedøren, men fordi vi i fællesskabet opdrager seks små verdensborgere – seks piger i alderen 1 til 6 år.
Julie og Mikael Thuen, Maria og Tobias Madsen, min mand, Andreas og jeg selv, mødes i mange år hver tirsdag aften. Der er aftensmad på bordet og børnene bliver kl. 19.00 fordelt i den lille studielejlighed. Ella sover i gangen og Astrid i køkkenet – og hvis det er kritisk kommer der også en ud på altanen. Når barnet ikke vil sove, er det på med høretelefonerne og så er man på medhør på telefonen, når aftenens åndelige input starter. En vis kreativitet og fleksibilitet er påkrævet, når et barn ikke ville sove – og der er seks af dem.
Netop fleksibilitet, samt løbende forventningafstemning oplever jeg som nøgler til vores langvarige vandring. Hver halve år stopper vi op og drøfter om den konstellation vi har kørende nu stadig er meningsfuld. Det betyder, at da de to yngste piger i gruppen kommer til verden med fem dages mellemrum, skuer vi igen på maskineriet.
I Familiegruppen mødes vi nu én fredag om måneden efter arbejde, hvor der er aftensmad, aftenprogram, og snacks for store og små, samt én lørdag om måneden; samme aftenprocedure, men om lørdagen mødes vi efter de yngstes middagslur.
Det er vigtigt for os, at vores følgeskab som et minimum ikke tager energi. Det betyder, at når vi mødes en hel lørdag om måneden, så er det med udgangspunkt i, at vi også kan og skal være til praktisk hjælp for hinanden. Når vi mødes får værterene frie hænder til at sætte de voksne, som ikke passer børn, igang. På Kyøvænget, hvor min mand og jeg for et år siden flytter ind i en original 70érbolig, har det været uundværlig at få en hånd til at fjerne efeu, grave gulv ud og pudse vinduer – alt det vi ikke selv kan nå, når der også skal smøres madpakker og læses historier.
Aftalen i Familiegruppen er, at der hver gang vi mødes, er én familie som sørger for aftensmad, én familie, som sørger for aftenskaffe og én familie som sørger for et guddommeligt input – et i børnehøjde og et til når førstnævnte sover. Alt er med en forventning om, at der kun stilles med det, der er energi til. Nogle gange er det hjemmebag. Nogle gange er det Remas bedste chips. Der er dog altid en forventning om, at vi prioriterer hinanden og deler livet, som det ser ud i dag.
I dag lever ingen af os længere SU-venligt, men vi har stadig brug for at betyde noget for nogen. Jeg har brug for at være et sted, hvor jeg får hjælp til at sætte Gud på dagsordenen.
Nogle gange når jeg omkring Gud i hverdagen mellem bleskift og Paw Patrol, men oftest er det ikke tilfældet. Derfor er det så uendelig værdifuldt, at jeg ved, at jeg har et fællesskab, som hjælper mig med det. Hver gang vi mødes, kigger vi hinanden i øjnene. Vi spørger til hvordan du har det og hvor Gud er i dit liv. Vi følges ad. Igennem balloner og risbudding. Sammen med Gud.
Vi er hinandens livsvidner.